Fredag 6/12 2019.

Dyretransporter

Dyremishandling og behandling. Kategori: Dyrenes verden 1926. Side 6 af 7 < Tilbage

Et svineslagteri. På de fleste svineslagterier slagtes svinene ved, at man hejser dem op i det ene bagben, hvorefter slagteren stikker dem. Stikket virker ikke øjeblikkelig dræbende, og på de større slagterier, bla. på Københavns Kvægtorv, praktiseres derfor en mere human slagtemetode, hvis redskaber, fælden og skydeapparatet, ses på billedet. Grisen er drevet ind i den kileformede fælde, hvis bund automatisk falder ud, mens dens vægge klapper sammen om grisen og holder den så fast, at den ikke kan røre sig. Nu skal manden med skydeapparatet træde i virksomhed.

Mens disse foran nævnte ting er påbud om, hvad der ikke må gøres, indeholder loven en bestemmelse om, at enhver dyrlæge har pligt til at sørge for, at ethvert sygt eller tilskadekommet husdyr, som han tilser, og som han mener ikke kan helbredes, og som det vil volde unødige lidelser at lade leve længere, bliver dræbt. Hvis ejeren ikke vil gå ind herpå, kan denne tilkalde endnu en dyrlæge, og hvis begge dyrlæger er enige om, at dyret skal dræbes, skal de begge meddele dette til det stedlige politi, der så vil lade dyret dræbe, hvis ejeren ikke frivilligt vil gøre det.

Hvis dyret er forsikret, stiller sagen sig noget anderledes, idet loven her har indført en forretningsgang, der tager hensyn til forsikringsselskaberne, som skal betale det dræbte dyr. Det er nemlig i sådanne tilfælde ikke nok, at ejeren og hans dyrlæge er enige om, at dyret bør dræbes. Forsikringsselskabet skal også spørges. Hvis forsikringsselskabet ikke er villig til at gå med hertil, eller man feks. ikke kan få fat i en repræsentant for selskabet - hvilket jo tit ikke er nemt, da den slags sager i reglen skal ordnes hurtigt, skal sagen meddeles til det stedlige politi, der da for forsikringsselskabets regning beordrer en anden dyrlæge til at undersøge dyret. Hvis herefter begge dyrlæger er enige om, at dyret er uhelbredeligt og at det vil volde det unødige smerter at fortsætte livet, skal de begge indberette dette til politiet, der da omgående foranlediger dyret dræbt, og forsikringsselskabet kommer da til at betale erstatning, som om dyret var død af sig selv.

Københavns politivedtægt indeholder bestemmelser om transport af kreaturer gennem byen og bestemmer, at enhver, der vil give sig af med at trække kreaturer, skal have tilladelse hertil af politiet og forsynes med et messingskilt med indskriften "Kreaturfører". Dette skilt skal de altid have på sig under deres virksomhed, og man ser således, at disse folk, der i reglen lever en kummerlig tilværelse, er under lige så stor kontrol som indehaveren af et automobilkørekort.

Der findes også en bekendtgørelse fra politiet angående transport af levende fjerkræ. Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, at kasser, der benyttes til transport af fjerkræ, skal have tæt bund og være så høje, at dyrene kan stå oprejst, og kasserne skal altid være så store, at dyrene kan bevæge sig imellem hverandre. Det er desuden påbudt, at dyrene skal have drikkekar og fodertrug, der ikke kan væltes, ligesom små og store dyr ikke må transporteres i samme kasse uden at være adskilt fra hverandre.

Angående dyrs transport til søs findes bestemmelser om, at skibe, der anvendes hertil, før brugen skal godkendes af skibstilsynet og veterinærpolitiet. Dyrene skal desuden indlades under kontrol og om bord anbringes og bindes på bestemt måde. I øvrigt skal skibet have forplejning til dyrene om bord. Angående forplejning er fastsat som almindelig regel, at der skal medføres 6 kg. hø og 12-14 liter vand for hvert stort kreatur pr. dag, rejsen almindeligvis varer, samt 5 kg. halm for hele rejsen. For mindre kreaturer er rationen noget mindre, og for kalve under 3 måneder skal der medtages klid og mel.

< Tilbage  Til side 7 >