Mandag 23/5 2022.

Sakse til fangst af ræve, ulve og rovfugle

Titel: Fangst og fangstmetoder. Kategori: Dyrenes verden 1924. Side 6 af 11 < Tilbage

Forskellige sakse. Fem sakse, der bruges til fangst af dyr. Saksene til venstre er spændte eller stillede, de til højre klappede sammen. Øverst til venstre en rovfuglesaks, til højre en muldvarpesaks, i midten ulvesaks, der også bla. i Tyskland anvendes til fangst af store rovfugle. Nederst på billedet til venstre findes en rævesaks. I større format anvendes den også til odderfangst, den gøres da gerne så tung, at dyret drukner, når det med saksen søger vandet. Var saksen ikke så tung, ville dette stærke dyr slide sig løs. Nederst til højre en mårsaks. Her i landet er det ifølge §28 i jagtloven af 1922 forbudt at opstille sakse udenfor gård, gårdsplads og dermed i forbindelse stående indhegnet have og lystanlæg. (De afbildede sakse er lånt i Harald Børgesens Sportsforretning).

Saksen består i almindelighed af to halvcirkelformede jernbøjler, som kan bredes vandret ud, så de danner en cirkel. De holdes i denne stilling af en meget finmærkende mekanisme, som står i forbindelse med en plade midt i cirklen. Hvis pladen berøres, f.eks. ved, at et dyr træder på den, går mekanismen af ligevægt, og en stærk fjeder slår bøjlerne sammen og holder dem i denne stilling, så dyret fanges mellem dem. Saksene er af meget forskellig størrelse, lige fra de ganske små til lækat og væsel og til de meget store med særdeles stærke fjedre, som fastholder bjørne og andre store dyr.

Saksene opstilles enten på dyrenes veksler, så de træder i dem, når de går ad deres sædvanlige veje, eller man søger at trække vildtet hen til dem ved lokkemad. Fanger saksen dyres om halsen eller den forreste del af kroppen, vil bøjlernes slag bedøve det, og det vil mere eller mindre hurtigt blive kvalt og kan prise sig lykkeligt, men fanges det i et ben, kan det gå alverdens kvaler pinsler i møde. Smerten i benet er i begyndelsen stor, benet er oftest knust, men da blodtilførselen standses, bliver det fangede lem mere eller mindre følelsesløst, og det hænder ofte, at dyret gnaver det over, så der kun sidder en benstump i saksen, når jægeren kommer. Et planteædende dyr, som mister et ben, kan nok finde føden endda, men et lemlæstet rovdyr er en dårlig fanger og må i de fleste tilfælde sulte ihjel, især da det mest er om vinteren, at der lægges sakse ud.

På de steder, hvor det er tilladt at sætte sakse, færdes egentlig kun de store vilde husdyr, Mår og Ilder. Dyrene er umådelig forsigtige overfor saksen, og kan de gennem øje eller næse mærke det allermindste usædvanlige, går de uden om den. I ældre tider indsmurte man saksen i en såkaldt Vittering, som skulle bevirke, at rovvildtet søgte til saksen eller i alt fald ikke kunne lugte, at den havde været i menneskehånd, og den jæger, som havde opskriften på en særlig god vittering, vogtede den som en skat, som han først på dødslejet betroede sine efterkommere.

< Tilbage  Til side 7 >