Fredag 28/11 2014.

Kirkelammet Helhesten og Pegasus

Titel: Fabeldyr. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 2 af 8 < Tilbage

Helhesten. Helhesten må tænkes som den hest, dødegudinden Hel sendte dem, der havde helsot, som et dødsvarsel. (Efter August Jerndorff i Drachmanns "Troldhøj").

Når store bygninger - særlig kirker - skulde opføres, mente de gamle, at grunden ville blive fastere og murværket stå sikrere, hvis et levende væsen blev begravet under det. Derfor blev undertiden et levende lam jordet på det sted, hvor kirkens alter skulle stå, og i den nye kirkegård blev en levende hest begravet, før noget menneskeliv blev stedet til jorden der. Men når man på den tid troede, at de døde kunne "gå igen", faldt det endnu naturligere, at de levende begravede dyr fortsatte deres liv under jorden og til tider viste sig over denne. Derfor kunne det hænde, når nogen trådte ind i den tomme kirke, at han så "Kirkelammet" løbe hen over gulvet. Undertiden så man det også på kirkegården, ja, selv udenfor denne. Hvis man så det danse foran en husdør, da kunne man være sikker på, at et barn inde i huset snart skulle dø.

Et sådant varsel gjaldt også den person, der om aftenen mødte "Helhesten", den levende begravede hest. Hvis han slap med en farlig sygdom uden at dø, sagde man, at "han havde givet døden en skæppe havre".

Af et sagn fra Ærø ses, at Helhesten søger at lokke folk op på sin ryg for at tjene dem som ridehest, men den der først er kommet op, kan ikke slippe ned. Således gik det da vægteren i Ærøskøbing. Han måtte ride hele byen rundt på en løsgående hest, som han havde været så uforsigtig at bestige. Først ved rådhuset slap han af og bandt den da ved et træ. Men da han næste dag kom for at se til den, fandt han kun en høvlspån, så det var jo tydeligt, at det havde været en Helhest.

Om Kirkelammets udseende fortælles ikke noget særligt. Derimod er Helhesten ved nærmere eftersyn skrækkelig, for hvis den ikke er hovedløs, da har den gloende øjne, og i hvert fald har den kun tre ben, som vi ser bla. af Blichers digt:

På trej bien humper e Hælhæst astej,
få de te han håer ikke flier.
Men hvem dæ ska møhd ham epo sin vej,
humper snåer i e kjergor nier.

Og samme sted får vi at vide, at der sprang gnister fra dens ben såvel som fra øjne og næse.

Grækernes Pegasus kunne færdes gennem luften og over havet, men det var vinger, som bar den oppe. - Den fremstod af Medusas blod, da Perseus huggede hovedet af hende, og den svang sig straks op til gudernes bolig, hvor den som billede på tordenskyen bar Zeus's tordenkile, lynet. - På Helikon, et bjærg i Grækenland, havde Muserne deres hjem, og her sang og spillede de med så fortryllende magt, at alt omkring dem fik liv, og bjerget dansede under deres fødder. - Havguden Poseidon - som ellers havde ord for at være "Jordrysteren" - blev så vred herover, at han sendte Pegasus derhen, og næppe havde denne stampet klipen med sin hov, før alt igen faldt til ro. Men der, hvor den stampede, udsprang kilden Hippokrene (Hestekilden), hvis vand havde en så begejstrende virkning, at det var i stand til at forny digterevner. Dette gav anledning til, at man i middelalderen fandt på at tildele digterne Pegasus som ridehest, hvis vinger gav fantasien flugt.

< Tilbage  Til side 3 >