Lørdag 21/5 2022.

Lindormen - St. Jørgen og dragen

Titel: Fabeldyr. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 5 af 8 < Tilbage

St. Jørgen og dragen. St. Jørgens kamp med dragen, tegning (redigeret) efter et kalkmaleri i Århus Domkirke fra omkring år 1500. Den tapre St. Jørgen fælder dragen på marken udenfor dens hule i højen. I hulen ses dragens unge. På højen står den af dragen fagne prinsesse med sit lille lam i en snor, bedende for et lykkeligt udfald af kampen. På borgens tinde ses prinsessens forældre, som ængstelig følger kampens gang. Borgen er forsvaret af en kanon, et af de ældste billeder af en sådan i Danmark.

Lindormen er nu altid frygtelig. Man tænkte sig den i ormeskikkelse, for den kryber som oftest under jorden. Hvor stor en sådan orm kan blive, får man en tanke om ved at høre, at der i Salling findes en, hvis hoved ligger under Eskær, men halen når hen under Astrup, en strækning på fem kilometer, og det er endda ikke den største, vi har her i landet.

At sådanne uhyrer bliver til plage for hele egnen, er let at forstå, og man må søge at blive dem kvit. Heldigvis findes der kloge mænd, som ved trylleord eller fløjtespil kan lokke dem frem af deres hule og tvinge dem til at følge troldmanden, som da leder dem gennem ild, hvor de dør i flammerne. Men det almindeligste og sikreste middel er dog at opføde en tyrekalv ved sød mælk og hvedebrød i tre år. Den vil som regel få bugt med uhyret, men først efter voldsom kamp. Således gik det i Tjørnelunde. Den første gang bukkede tyren rigtignok under, for da var den kun to år. Men da den blev kraftfodret endnu et år, vandt den i striden, som imidlertid var så hård, at Lindormen med sin hale slog skurer i en stor sten, som ligger der endnu, og tyren kom i sådant raseri , at den måtte skydes.

Det er et sådant optrin, der er fremstillet i springvandet ved Københavns Rådhus. Ormen er ved at bukke under, skønt dens unger er ilet den til hjælp for ligesom deres moder at spy edder på fjenden.

"Lad gå! St. Jørgen rider på en træhest". Således lyder et gammelt ordsprog, og det er jo sandt nok, for så vidt som denne ridder meget tit er udskåret i træ, og da er hans hest selvfølgelig af samme stof. Men ellers er meningen, at når han kan nøjes med så tarveligt rideudstyr, kan vi jo også være tilfreds med mindre flot udstyr.

Denne helgen har vundet sit ry ved sin sejrrige kamp mod dragen, som ville røve prinsessen.

Om dragerne hedder det, at de er uhyrer med køer og vinger på deres slangeformede krop. De udspyr edder, ja somme endogså ild. Deres egentlige hjemsted skal være Indien eller Afrika, og de holder til i sumpede kær og moser eller andre uopdyrkede egne. Det passer godt med, at deres overvinders navn, Jørgen eller Georg, som det oprindelig lød, betyder "Agerdyrkeren", altså den, der gør de ufrugtbare og usunde landstrækninger tjenlige til menneskeophold. - I senere tider har folketroen givet dragen bolig i høje, hvor den ruger over store skatte, og alle vegne, hvor vi træffer et "St. Jørgensbjerg" som ved Roskilde og Svendborg, kan vi være sikre på, at der findes sagn om drager, som er fældet af St. Jørgen på det sted.

I oldtiden gav nordboerne ofte krigsskibe et dragehoved i forstavnen og formede bagstavnen som en hale. Når sejlet da forestillede vinger, forstår man, at sådanne fartøjer kaldtes drager. - Senere har drager været brugt som bannermærke for en særlig art af krigere, og det har givet navn til vor tids dragoner. Endnu vajer dragen i Kinas flag, og i Englands fineste orden, Hosebåndsordenen, findes St. Jørgens kamp med dragen afbildet i guld og emalje. Der rider han altså ikke på træhest.

De ødelæggende drager er udryddet, hvor agerdyrkerne er nået frem. Deres efterkommere, som drengene lader flyve om efteråret og leder ved sejlgarn, er meget fredelige.

< Tilbage  Til side 6 >