Fredag 18/4 2024.

Midgårdsormen og Basilisken

Titel: Fabeldyr. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 6 af 8 < Tilbage

Basilisken. Basilisken, hvis udseende er så rædselsfuldt, at synet af den dræber. Efter August Jerndorff i Drachmanns: Troldtøj.

Det uhyrligste væsen, som menneskers fantasi har dannet sig, er dog Midgårdsormen. Det er Lokes afkom, så Aserne gjorde klogt i at kaste den ud i havdybet, mens den endnu var lille. Men her tog den til at vokse, så den blev så stor, at den spænder om hele Jorden og bider sig selv i halen. Thor ville gerne dræbe den og havde fået den til at bide på krogen, men Jætten Ymer blev så ræd ved synet af den, at han skar snøren over, og slangen sank igen i dybet. Endnu engang, når Ragnarok kommer, vil de to dog møde hinanden, og da vil ormen dø for Thors hammer, men han selv vil kun nå ni skridt bort fra stedet, da segner han om, dræbt af ormens gift.

At der lever store slanger i havet, er endnu manges tro. Det kan hænde, at søfarende ved deres hjemkomst fortæller, at de har set den store Søslange, og det har været folk, som man måtte anse for troværdige. Det har fremkaldt mange gætterier om, hvad det kan have været, der har vist sig for dem. Blandt andet mener nogen, at en lang række springende delfiner nok kan få udseende af, at det er en slange, som bugter sig. Fra anden side menes det at være søløver, som ligger på ryggen med "foldede luffer". Imidlertid kan man sikert gå ud fra, at det billede, Olaus Magnus har siddet og tegnet af den nede i Rom, er fri fantasi, i hvert fald er det aldrig blevet bevist, at så farlige skabninger har optrådt, som han har fremstillet det.

Jerre høns de har top, og Jer hane har skæg
Hej hinkeli finkeli falderallerallera!
Se til, at I inte tar fejl af deres æg!
For ellers - Nå nå! Kukkelurum, se så
Hinke finke linke linke linke lalalala!

Sådan synger Æggestodderen i "Fastelavnsgildet", og det kan være en klog advarsel, for det er nemlig en gammel tro, at når en hane er blevet syv år, lægger den et æg, som udruges af en tudse eller af varmen i staldgødning, og der fremkommer da en skabning af et grufuldt udseeende, og med et så ødelæggende blik, at enhver, som den får øje på, svinder langsomt hen, hvis han da ikke i samme nu splittes ad eller forvandles til sten. Dyret har hanehoved, tudsekrop og slangehale, men på hovedet har det en krone, og deraf har det fået navnet Basilisken, som betyder "kongelig". Basilisken tager ophold i mørke kældere og dybe brønde, og den eneste måde, man kan gøre dem uskadelig på, er at vise den sit eget billede i et spejl. Ved dette forfærdelige syn må den nemlig også selv splittes ad.

< Tilbage  Til side 7 >