Mandag 23/5 2022.

Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne

Titel: Jeanne d'Arc. Kategori: Fra fjerne tider 1926. Side 4 af 11 < Tilbage

Slottet Chinon. Slottet Chinon, som det nu ser ud.

Det har sikkert kostet den 17-årige pige mange indre kampe og lange overvejelser, inden hun turde betro dette til sine forældre. Hun græd meget i disse tider, fortælles der.

Man forstår også vel forældrenes modstand mod hendes planer. Faderen sagde, at han hellere ville drukne sin datter med egen hånd end se hende imellem soldater.

Men hun stod fast i lydighed mod sine himmelske venner og var selv dybt grebet af medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne.

Forældrene prøvede på at få hende på andre tanker ved at se at få hende gift med en ung mand fra landsbyen. Men hun nægtede at gå ind på disse planer. Da man truede hende med at ville tvinge hende, gik hun til alles store forbavselse til dommeren i byen Toul og talte sin sag så godt for ham, at hun slap for ægteskabets bånd.

Men hun følte sig ulykkelig og forpint hjemme og greb derfor lejligheden til at komme bort, da en tante blev syg. Hende rejste hun hen til for at pleje hende. Manden i huset, Jeannes onkel, blev grebet af hendes tro og lovede at hjælpe hende. Han talte hendes sag for den nærmeste stormand, slotsherren på Vaucoluleurs. Da denne havde hørt beretningen til ende, sagde han blot: "Giv hende en ordentlig lussing og før hende tilbage til hendes forældre".

Men Jeanne lod sig ikke skræmme. Nu skulle det være alvor. Og onklen lovede at støtte hende. Så tog hun mod til sig og sagde sit barndomshjem farvel.

Hun skildres da som en velvoksen sytten års pige med sort hår. Hun bar den gængse røde bondepigekjole og holdt sit hoved rankt på de stærke skuldre. Hendes stemme var blid og klar.

Hvor hun kom frem, vakte hun opmærksomhed. En ung adelsmand, som tilfældigvis mødte hende og onklen, fortæller siden, at hun sagde til ham *): "Jeg må inden midfaste stedes for kongen, om jeg så skal slide mine ben af op til knæene. Thi ingen i hele Verden, hverken kongen eller hertugen, ej heller en gang den skotske konges datter kan tage Frankrigs trone tilbage. Det er for det ikke anden hjælp end mig, skønt jeg hellere ville blive hjemme og spinde hos min stakkels moder. Thi dette er jo ikke min slags arbejde. Men jeg må af sted, og jeg må udrette dette. Thi min Herre vil det". Hvem er da din Herre?" spurgte ridderen, og hun svarede: "Det er Gud".

Han blev så imponeret, at han besluttede at følge hende til hoffet. Andre hjalp også til. Folk skød sammen og købte en hest til hende. Det viste sig allerede nu, at det menige folks sunde instinkt fattede tillid til hende og troede på hendes opgave.

Det blev en hård rejse, i februar 1429, fuld af legemlige anstrengelser, i krigshærgede egne, uden banede veje og uden broer over floderne, og fuld af farer for røvere og fjendtlige soldater. Hendes ledsagere var lige ved at tabe modet. Men hun kendte ikke til frygt. "Frygt ikke", sagde hun til dem, "Gud baner vejen for mig. Det er for denne sags skyld, at jeg er født".

*) Alle med de kursiv skrevne udtalelser af Jeanne d'Arc er historisk bevidnet og stammer fra retsprotokollerne i hendes processer.

< Tilbage  Til side 5 >