Tirsdag 28/9 2020.

Stammereligioner

Titel: Profeten Muhammed. Kategori: Fra fjerne tider 1925. Side 4 af 8 < Tilbage

I alt dette var der nu intet egnetlig nyt og selvstændigt. Arabien var på Muhammeds tid hjemsted for talrige jøder og kristne, og fra sidstes skrifter, men især fra deres mundtlige beretninger, var Muhammed fortrolig med den kristne lære om den almægtige Gud og dommedag. Araberne kendte disse lærdomme, men de fleste fastholdt deres århundrede gamle stammerelegion. Hver by havde sine guddomme, som særlig tænktes at våge over dennes trivsel og fremgang, og til hvem indbyggerne henvendte sig i uår, nød, sygdom og krig, og som med visse mellemrum modtog ofringer fra deres tilbedere. Det nye og orginale i Muhammeds forkyndelse består deri, at han stiltiende drager den slutning at den gud, der har åbenbaret sig for ham og sendt ham at advare Mekkas beboere, mekkanerne, at denne gud er den samme som jødernes og de kristnes gud, og at denne er den eneste eksisterende. Når de kristne lærer, at denne gud vil dømme menneskene på dommedag, ja så gælder denne dom også araberne. Muhammed er udsendt af Gud for at advare sine bysbørn. Vi forstår, at det er dommedagsfrygten, der er den drivende kraft i Muhammeds første tænkning. Den sjælelige oplevelse af dommens virkelighed har rystet ham så fuldstændig, at han bryder med sin gamle stammerelegion og forkynder læren om den ene gud, der ser alt og alle, og som vil dømme enhver efter hans gerninger.

Begyndelsen er enkel og klar, og så meget interessantere er det at følge videreudviklingen heraf, da profeten offentlig forkynder sin lære for mekkanerne. Mange kræfter gør sig nu gældende, og alle bidrager de til at omforme hans oprindelige standpunkt. Mekkanerne afviser hans advarsler, deres grunde var mange. Ny var vel nok den voldsomhed og kraft, hvormed profeten fremsatte sine advarsler om den truende dommens dag, men selve læren herom var, som før sagt, godt kendt af araberne. Det kan derfor ikke undre os, at mekkanerne, der ikke havde haft del i profetens egne ekstatiske oplevelser, blot stillede sig køligt over for disse gammelkendte tanker. Hertil kom endvidere et rent praktisk synspunkt for mekkanerne. Deres by levede af at omsætte handelsvarer, der kom fra alle fire verdenshjørner for med Mekka som mellemstation at føre videre. Når byen havde fået denne enestående stilling som centrum for handelslivet i arabien, skyldtes det vel først og fremmest dens naturlige gunstige beliggenhed, men tillige at en de vigtigste arabiske relegiøse fester holdtes her. Til denne fest strømmede karavaner fra hele halvøen hvert år, og før og efter festen afsluttedes mangen fordelagtig handel mellem de i tusindvis forsamlede købmænd. Men tillige var var den umådelige tilstrømning af rejsende til årsfesten af meget stor økonomisk betydning for byens faste handlende og herbergejere. Hvis nu Muhammeds reform af relegionen skulle gennemføres, således som han fordrede det, måtte den store fest afskaffes. Men dette ville være en fare for byens økonomiske trivsel, foruden at de gammeltroende opfattede en sådan tanke som et brud på de fra fædrene nedarvede traditioner og på den gamle folkerelegions inderste væsen.

Muhammeds første tilhængere var derfor kun få. Det var mennesker, der som han selv var rystede i deres grundvold, ved tanken om den eneste dømmende gud. Profetens forkyndelse knugede de vakte sind til jorden med sin vælde. Også for de første kristne var tanken om dommedag et knugende åg over nakken, men brodden var ligesom taget bort. Jesu Kristi forsoningsdød var dem et pant på Guds nåde mod menneskene, for hvem Jesus var død, ville gøre dommedag mindre forfærdelig. Jesu forbøn turde den troende også at stole på. Men i Muhammeds forkyndelse var der ingen tale om Jesus, blot dette: Gud er een, og han er retfærdig dvs. ubønhørlig streng. Allahs vilje er menneskenes lov, og hver den, der svigter eller går sine egne veje, straffes. Muhammed lærte ikke, at der var gået een foran menneskene og havde jævnet dem vejen, at een havde lidt for alle vore synders skyld. Han lærte dem blot, at han selv var Guds talerør, gennem ham kundgjorde Gud menneskene sin vilje - og ve dem, der ikke troede, og som handlede uret!

< Tilbage  Til side 5 >