Søndag 29/11 2020.

Forholdet mellem Muhammed og den kristne tro

Titel: Profeten Muhammed. Kategori: Fra fjerne tider 1925. Side 5 af 8 < Tilbage

Muhammeddansk kirkegård. Den muhammeddanske kirkegård ved byen Tunis. Efter den muhammeddanske tro må en grav ikke røres. Alle planter, også de store træer, er ukrudt, der vokser op af sig selv, hvilket giver kirkegården et forfaldent præg, men en ejendommelig ynde. Over graven anbringes en art muret sarkofag, uden indskrift, med to støtter, en ved hovedet og en ved fødderne. På kvindegravene er de to støtter ens, på mandegravene er der på støtten ved hovedet udhugget en turban.

Denne store strenghed og den klare formulering af forholdet mellem Gud og mennesker i Muhammeds forkyndelse har vist sig at være af umådelig betydning for sammenhængskraften i den relegion, som han grundlagde. Kristendommens historie er en lang fortælling om stadige spaltninger. Nye sekter dannes, kirkeforsamling følger på kirkeforsamling, på hvilke man drøfter den kristne lære og gensidig forkætrer hinandens meninger. Reformatorer fremstår og omdanner kirkens lære efter personlige og mere tidssvarende synspunkter. Enheden, som binder de kristne sammen: det store mysterium om gudssønnens forsoningsdød og opstandelse, har ved denne lange udvikling undergået den forandring, at det er blevet de enkelte kristnes personlige eje, som enhver forstår og fortolker på sin måde. Men selve det ophøjede mysterium er derved blevet berørt af så mange hænder, at det ikke mere har det enhedspræg som i oldkirkens dage.

Modsætningen imellem det kristne mysterium og den muhammeddanske klarhed er betegnende for de store forskellle mellem de to relegioner. Også disses opfattelse af gudsbegrebet er karakteristisk. Den strenge Jehova i det gamle testamente er i kristendommen den nådige og milde fader. Menneskene er hans børn i egentlig forstand. Hans eneherredømme har lidt skår, fordi den forsonende søn ejer en lige så stor, om ikke større plads i de kristnes hjerter. Ja, hos katolikkerne har smertensmoderen, Jomfru Maria, sin plads jævnsides de to andre i de enfoldiges sind. Men hvad herved er tabt i enkelthed og klarhed, er vundet ved menneskenes samfølelse med den himmelske familie, i den mildhed og kærlighed, som stråler ud til alle fra de guddommelige magter. Muhammeds gud, Allah (sammentrukket af arabisk al-ilâh "Guden"), derimod er herskeren. Den eneste, den vældigste af alle, himlens og Jordens herre, som på sit bud kan mørkne Solen og kaste stjernerne i havet. Han er den østerlandske herskertype forstørret i uendelig grad. Han er ophøjet over al menneskelig tanke, og ingen billedlige fremstillinger af ham er nogen sinde blevet tålt. Men muhammeddanerne tænker ham i deres eget billede, med menneskelige følelser og tanker. Derfor er Allah ikke noget blegt begreb, men en levende, vældig gud. Han kender ingen nåde, han fordrer absolut opfyldelse af de bud, som gennem profetens mund er nået til menneskene. Disse forhold til Allah er præget af absolut lydighed over for hengivelse (arabisk islâm, deraf navnet Islam for relegionen) i hans vilje og bud. Menneske skal ikke selv spekulere over relegionens indhold, for alt er klarlagt for dem gennem profeten og de skrifter, som senere blev samlet på grundlag af hans udtalelser. Betegnende er fortællingen om hin arabisk feltherres ord, der efter erobringen af Aleksandria og dets herlige bibliotek sagde, at hvis der heri fandtes bøger, hvori der stod andet og mere end i Koranen, så skulle de brændes. Og hvis der stod det samme i dem som i Koranen, skulle de også brændes, for så var de overflødige.

< Tilbage  Til side 6 >