Tirsdag 9/3 2021.

Den store fare ved det udenlandske statslån

Titel: Statsgæld - Statens udgifter. Kategori: Forretningslivet 1926. Side 5 af 8 < Tilbage

Drastisk gadeplakat angående fredslån. Befolkningen opmuntredes på alle mulige måder - særligt glædede det den brave patriot, der lige havde tegnet en stor andel i "Fredslånet", at se billeder, hvor modstanderne forblødte af guld.

Den store fare ved det udenlandske statslån ligger i, at man ser på sin statsobligation, sit lånebevis, som ikke alene sin egen kapital, men som kapital i videre forstand også. Man glemmer, at i virkeligheden er den allerede een gang brugt. For ganske vist får den, der låner staten 1000 Kr., et sikkert og beskyttet bevis for, at staten på de og de vilkår skylder vedkommende obligationsejer 1000 Kr., men hvem skal betale renterne, og hvem skal betale de 1000 Kr. tilbage? Det skal staten, og det vil sige borgerne selv. For de penge, som i sin tid blev lånt, er jo forbrugt, og det i de allerfleste tilfælde til understøttende og lignende formål, som aldrig selv skaber nye midler. Det er eftertiden, der må betale, hvad en nutid har forbrugt og fået midler til at forbruge - ikke ved at tage fra den samme nutid, som nød fordelene, men ved at låne af den og så for øvrigt lade fremtiden om byrden.

Der er i det foregående på visse naturlige fordeles bekostning - de fordele, der jo er åbenbare og ligetil - fremhævet flere forhold, ud fra hvilke man må forkaste det statsprincip: at låne for at dække statens udgifter. Disse forhold træder advarende frem i samme øjeblik, staten låner i forbrugsøjemed, for at dække et underskud, indfri sociale forhåbninger, eller opfylde politiske løfter , og den ikke på samme tid har en modsvarende anvisning på dækning af lånets renter og tilbagebetaling. Men grelt og stærkt træder de frem i det øjeblik, princippet er fulgt i større stil og har givet statsgælden en sådan størrelse, at den årlige forrentning og afdragsydelser hægter sin byrde tyngende på årets skattehusholdning. Med andre ord: i samme øjeblik, som den eftertid, betalingen var udskudt til, selv bliver nutid.

Dette låneprincip, ført ud i sine konsekvenser, lærte verdenskrigens lande at kende - tungest i Tyskland (og derunder Østrig-Ungarn) og i Frankrig. Og fra dette princips sejrrige gennemførelse går den lige og direkte vej til det økonomiske tryk, som endnu kaster sin slagskygge over verden. Den offentlige gæld i Frankrig, sat i forhold til befolkningens og landets samlede formue, Nationalformuen, udgør 40 procent af denne. Det betyder, at skulle denne gæld indkræves nu, ville de franske formuer blive omtrent halveret - og at det omvendt, som stillingen er i øjeblikket, med hele forretnings- og administrationsapparatet gående, har lagt et knugende skattetryk på befolkningen, selv om en del af krigsgælden til de allierede ganske vist endnu ikke bliver forrentet. Og dog er det ikke i skatternes tryk, at den offentlige gældbundethed giver sig sin kraftigste yttring - mangefold dybere går den virkning, der rammer de statsforgældede landes pengevæsen og bringer ødelæggelse over deres valuta.

< Tilbage  Til side 6 >