Lørdag 21/5 2022.

Skolearbejde

Titel: Succes for en studerende i Amerika. Kategori: Fremgang 1925. Side 3 af 6 < Tilbage

En ung student serverer. I de højere skoler i Amerika kan man i spisefrikvarteret se en halv snes af drengene agere opvartere i spisesalen, hvor de serverer frokoster fra skolekøkkenet - og ingen ser ned på dem af den grund. At varte op er i Amerika lige så ærligt et arbejde som at lære fransk og historie.

For ikke at væmme dem ved skolearbejdet var der da også i enkelte børneskoler i de sidste klasser lavet om på undervisningen, så at selv drenge på elleve, tolv år fik lejlighed til at arbejde på samme måde som de større og begynde på praktiske fag. På den måde gav skoletimerne dem håndelag, og hvad de ikke fik i timerne, fik de i spisefrikvarteret. Man kunne i de højere skoler se en halv snes af dem agere opvartere i spisesalen, hvor de serverede frokoster fra skolekøkkenet. De havde det rigtige tag med servietten under armen og bakken balancerende på fingrene, men mærkeligst af det hele var, at ingen så ned på dem for det, det var lige så ærligt et arbejde som fransk og historie. Og han havde hørt, at mange af dem som studenter (alle havde ens adgang til at blive det) havde fortsat på samme måde, havde haft den blanding af læsning og praktisk arbejde, og han kunne mærke på dem , at det havde givet dem arbejdslyst og respekt selv for det ringeste arbejde, der kom dem til gode i deres senere tilværelse. Grøftegravning og tallerkenvask var jo ellers ikke noget for en dansk student, men når hans amerikanske kolleger kunne gå løs på den slags med godt humør, kunne han vel også gå løs på lidt af hvert, og derfor havde det ikke generet ham at begynde fra bunden i det firma, hvor han blev ansat og arbejde sig opad i virksomheden. Han var selvfølgelig ikke blevet stående på det nederste trin, hans chefer havde hurtigt opdaget, at han var et godt hoved, men han havde først måttet bevise, at han kunne tage fat.

Han kunne arbejde sammen med andre. Det var han egentlig også kommet forbavsende hurtigt efter, navnlig når man betænkte, at han hjemmefra just ikke havde været forvendt med samarbejde. Men han var i Amerika ligefrem blevet smittet af sine omgivelser, der på det punkt var helt anderledes end i Europa. Han kunne ikke glemme da han første gang havde hørt fabriksjublen. Det lød, som om alle maskinerne pludselig raslede ned over hovederne på dem, og så var det dog ikke andet end tusinde hamres larm, da det på arbejdstavlen noteredes, at nu trillede automobil nr. 100 ud af værkstedet. Et par timer efter larmedes der igen: de næste hundrede automobiler var færdige. Hver gang hamrede alle tusinde arbejdere på ambolte, drejebænke og støbeovne i fællesjubel over fabrikkens præstationer, et simpelt udslag af glæden over samarbejdet. Han havde hurtigt læret at juble med, og han havde også hurtigt lært, hvad amerikanerne kalder teamwork.

Han kunne selvfølgelig ikke komme alt igennem, som de amerikanske drenge havde været det fra ganske små. Så måtte han have gået i amerikansk skole og have deltaget i amerikansk sportsliv. Det ville have lært ham, hvad team ville sige, og han havde da ikke undgået at forstå, hvad det betyder at spille for sit hold (team). Han ville sikkert ikke have undgået at komme på et eller andet hold. Han var jo ordentlig bygget, og forstand havde han også, på de punkter manglede der altså ikke noget, og interesse ville han rimeligvis heller ikke have manglet, lige så lidt som de amerikanske drenge manglede dem. Den hørte på en måde til, for at de skulle klare sig i skolen. ellers så man ned på dem. Men selv om han ikke var kommet på hold, ville han alligevel have mærket, hvad team var, når kampene forestod. Hele skolen talte om team. Den ene dag var det football-holdet, en anden gang baseball-holdet. Man drøftede chancerne i de forestående kampe, fulgte spillernes træning, kendte de mindste enkeltheder i deres tilværelse, alt sammen fordi de var skolens hold, og den dag, kampen gik løs, tænkte man slet ikke på de enkelte, men kun på eet: Holdet.

< Tilbage  Til side 4 >