Onsdag 12/12 2018.

Takt og tone

Kategori: Fremgang. Udgivet 1925. Side 1 af 7.

Takt og tone hos Kong Edward. Kong Edward VII af England (født 1841, død 1910) kaldes på grund af sin noble tænkemåde og den fine takt, han altid udviste, for Europas første gentleman. - Ved en hoffest, fortælles der, var teen, som blev budt rundt, meget varm, hvorfor en af gæsterne, der ikke var fortrolig med skik og brug, hældte den over i underkoppen og drak af denne. Nogle af hoffets kavalerer smilede af det, men da kong Edward så det, hældte han også sin te i underkoppen og drak af denne. Kavalerernes ansigter blev gravalvorlige ved denne kongelige irettesættelse. - Der tillægges kong Edward denne ytring: De overordnedes høflighed er præcision.

En ung mand går gennem en svingdør, en af den slags, der suser rundt som en hvirvelstorm af glas og messing. Han braser ind lige for næsen af en ældre herre og kommer derfor først i elevatoren, klapper glasdørene til vejrs, fulgt af den ældre herres blik.

Han har nemlig travlt, han skal have foretræde hos den almægtige etatsråd, som behersker et af landets største forretningsforetagender, han håber sikkert at dette møde skal blive indledningen til en glimrende fremtid.

Efter en stunds venten føres han ind til direktøren, - som viser sig at være selve den ældre herre, der blev pustet til side med svingdøren. Det er de samme øjne, der nu ser på ham tværs over et mægtigt skrivebord, der så ham inde i elevatoren trykke på knappen. Nu er det bare omvendt - nu er det etatsråden der har adgang til at trykke på knappen.

Den unge ansøger dirigerers køligt og høfligt ned af trappen, efterladende alle håb og drømme - og grunden er i dette tilfælde ganske ligetil. det er hans mangel på opdragelse. Chefen har straks set, at bag ved et velplejet ydre var der en rå og egennyttig sjæl, - kort sagt en smålig og udannet person og derfor uanvendelig, for det er nødvendigt i samkvem med mennesker at være behagelig. Den letglidende omgang med kunder og medarbejdere er den olie, der skal smøre alle hjul i det store maskineri.

Havde den omtalte unge mand høfligt ladet den ældre gå forrest, havde han erkyndiget sig om, hvilken etage han skulle til, og trykket på den tilsvarende knap, så havde samtalen sandsynligvis fået et andet forløb. - Eksemplet viser, at det er dumt at være uopdragen, og at det er dyrt, en luksus, som kun de færreste kan tillade sig.

Det er derfor en uhyre lettelse for enhver, der vil nå fremad, eller som endda håber på at arbejde sig frem til de store stillinger, at få sit væsen slebet af i tide, glattet for alt skurrende. - Og de, der har opnået ledende positioner, det er oftest netop dem, der i vuggegave eller ved selvtugt har erhvervet dette såkaldt forhandlingsdygtige væsen.

Gå hen i et offentligt kontor og prøv selv. Tal med departementschefen, han er venligere og mere ligefrem end kontorchefen. Den almindelige kontorist er mere stor på det end fuldmægtigen, kontorbudet er den vigtigste af dem alle, han overgås kun af portneren, der simpelthen er majestætisk. Alle de, der er avanceret opefter, har måske først og fremmest gjort det, fordi de har haft den rigtige optræden i de rigtige øjeblikke.

Til side 2 >