1. Takt og tone
2. Korrekt opførsel ved bordet
3. Hvad man som vært byder sine gæster
4. At være høflig og hjælpsomhed mod damer
5. At hilse på gaden uden cigar i munden
6. Gaver ved særlige begivenheder
7. At vise sin deltagelse i tilfælde af sygdom
Gaver ved særlige begivenheder
Formelt svar, som ikke underskrives med navn. Anvendes mest ved offentlige middage, hvortil man er indbudt, fordi man skulle bedes og ikke kan lade være med at gå.
Efter dette formelle og kølige afslag vil direktør Hansens næppe mere indbyde Andersen. de vil have en lille fornemmelse af, at han næppe ønsker at omgås dem.
Man skal passe på ikke at give rum for sladder og mistænkeliggørelse, når det drejer sig om opmærksomheder og gaver til damer, - som overhovedet spørgsmålet om gaver, der af og til kan virke ligefrem påtrængende, kræver både opdragelse og takt.
Fraregnet nære forhold og særlige begivenheder, som bryllup, jubilæer o.s.v., bør gaver ikke være af en kostbarhed, der gør det pinligt at modtage dem. Helst en smagfuld, mindre genstand, der får sin værdi hovedsagelig ved de venlige ord, der ledsager den, eller ved de minder, den vækker, - og som let kan forsvinde ind i et skab, hvis den ike passer ind i ensemblet. Frygeteligt kan det derimod være at få foræret en kæmpestor ting, en majolikavase eller en kalipastafigur, eller tænk på de ulykkelige kongelige personer, som uvægerligt får deres festdage spoleret ved sindssvage festgaver, som en statuette af en garder eller en feltkanon, begge af sølv.
Vær iøvrigt klar over det, at en gave kan være taktløs, også ved sin kostbarhed. Fintfølende mennesker, der ikke er velstående, vil nemt føle sig lidt ydmygede ved at modtage gaver, som de ikke er i stand til at yde gengæld for.
Men forresten skal man ikke grundlægge for meget af sin livsførelse eller sit livssyn på gengældelsens princip, hverken i godt eller ondt. For eksempel i selskabeligheden, at man "skylder" Jensens at bede dem, fordi Jensens har indbudt en selv. Han sidder måske i et stort hus, som det glæder ham (eller måske rettere fru Jensen) at fylde med gæster af og til. Men ellers er han træt efter sine strenge arbejdsdage og ønsker ikke at halse hjem fra kontoret, klæde sig om og drage i selskab de 5-6 aftener om ugen, - for hvornår skulle han så få tid til at hvile ud i sin families skød ? I sådanne tilfælde kan man rolig modtage hans venlige indbydelse uden at føle sig forpligtet til anden "gengældelse" end den, der ligger i at være en munter og venlig gæst i hans hus og vise deltagelse ved hans mangfoldige jubilæer.
Her er vi nemlig ved et af de knugende tryk, som tidens etikette har lagt på menneskenes børn. Ved jubilæer (og de er efterhånden hvert femte år), ved dåb, konfirmation, bryllup, ved sølv-, guld-, kobber-, jern-, diamant-ditoer, overalt skal der nedlægges ofre på venskabets alter. Find dog helst på noget andet end de evindelige seks Chrysanthemer, der drukner i blomsterhavet og ikke bærer anden frugt end det krøllede visitkort, som tvinger jubilaren til at sætte sig hen og skrive takkebrev. Han må nemlig for enhver pris undgå den trykte "hjertelige" tak for al udvist venlighed, den virker kun koldt og upersonligt og alt andet end hjerteligt - for slet ikke at tale om annoncen: "da det ville være uoverkommeligt at takke hver enkelt" - hvilket er en fornærmelse imod hver enkelt.
< Tilbage Til side 7 >