Torsdag 18/7 2019.

Levende billeder

Titel: Filmen og dens historie. Kategori: Sport og fritid 1926. Side 5 af 8 < Tilbage

Opførelsen af en dekoration. Et landsbyhus under opførelse i Valby.
  Den færdige dekoration. Den fuldførte dekoration.

Filmen er vel nok ved siden af radiofonien og flyveteknikken et af vor tids største undere, en kulturfaktor, hvis rækkevidde - rent bortset fra de kunstneriske resultater, som kan nåes ad denne vej - næsten er uoverskuelig. Men mærkelig nok var der ved dens fremkomst ikke ret mange, der fik øje på dette. Man anså den den gang, altså for en 30 år siden, for et morsomt og underholdende legetøj, og ikke meget mere.

Men her må vi jo selvfølgelig også erindre, at det, der den gang kom frem, var meget naivt og i alle måder, både kunstnerisk og teknisk, uhyre mangelfuldt.

Det første sted, der overhovedet blev vist "levende billeder" herhjemme i Danmark, var i et lille rødt træhus på det daværende halmtorv, hvor "Muslingeskallen" nu ligger. Det var Vilhelm Pacht, der sammen med Bernhard Olsen havde skabt Panoptikon, der havde indrettet sit eget "Rarietetskabinet" i denne træpavillion og som således indførte filmen herhjemme.

"Forestillingerne" var meget korte. De varede et minut, og gik for sig på den måde, at man lagde en tiøre i en automat, kiggede ned i en "Kukkasse", og så filmen, hvis rullemekanisme var bleven udløst ved tiørens fald, en opfindelse, der for resten var gjort af vor landsmand Ellehammer. Scenerne, der var optaget, var uhyre enkle og primitive, komediespil var der slet ikke tale om. "Stykket", man så, var for det meste jernbanetog, der kørte ind på perronen. En danserinde, der udførte nogle ganske enkelte dansetrin. En smed, der hamrede på sin ambolt. En svømmer, der sprang i vandet osv. Kun meget få af de tusinder, som den gang så de første "levende billeder" her i byen, havde vist nogen som helst fornemmelse af de mægtige fremtidsmuligheder, som lå gemt i denne endnu så ufuldkomne opfindelse. Den var en pudsighed, en seværdighed, som så meget andet, man den gang så i rarietetskabinetter, hartkopfske museer og lignende steder, og rangerede underholdningsmæssigt set ikke højere end med markedernes obligate kalve med to hoveder og seks ben.

Der var imidlertid nogle ganske enkelte mænd, som var fremsynet nok til at forstå, hvilke muligheder her lå gemt. Blandt dem var hoffotograf Elfelt den mest initiativrige, således at det i virkeligheden er ham, vi kan kalde den danske films fader.

Han forenede sig med en landsbysnedker Andersen fra Nælderød, et af disse mekaniske genier, man somme tider finder på afsides og hengemte steder, men en mand, hvis lys dog ikke var sat helt under en skæppe, idet vore førende fotografer både kendte og benyttede ham som en, der forstod at fremstille ganske usædvanligt fine og gode fotografiapparater. Denne snedker Andersen forbedrede nu det optagelses- og forevisningsapparat, som Elfelt havde købt af Pacht, og i årene 1897-99 foretog han så en række filmoptagelser, af hvilke navnlig een, "Når kongefamilien skal fotograferes", vakte sensation og havde sin ikke ringe andel i at samle et større publikum om det nye underholdingsmiddel: filmen.

Pudsigt nok eksisterede denne, som vi vel nok kan kalde den, første danske film af nogen betydning, endnu den dag i dag i det kgl. biblioteks arkiv, hvorfra den under dansk-amerikanernes besøg for een eneste gang blev hentet frem og forevist i "Palads teatret".

< Tilbage  Til side 6 >