Onsdag 28/6 2017.

Hvilken hund skal jeg vælge

Kategori: Fritid og sport. Udgivet 1925. Side 1 af 9.

Chihuahua verdens mindste hund. Meksikansk Chihuahua (udt. tschiwâwa), den mindste af alle hunderacer. Den stammer fra den meksikanske bjergby Chihuahua, og der er det mærkelige ved racen, at når hunden bringes bort fra sin fødeby, er det kun muligt i et par generationer at bevare dens lidenhed. Den er ikke større, end at den kan stå med alle fire ben på en hånd.

En ven, som ikke tidligere havde holdt hund, spurgte mig en dag, hvilken art hund han burde anskaffe, idet han og hans kone var blevet enige om at købe en hund. Mit svar kom til at lyde sådan:

Hvilken hund man bør anskaffe, afhænger ganske af, hvilken brug man har for en hund, eller hvike egenskaber man ønsker, at den skal have. For den, der har haft mange hunde af forskellige racer, er det forbavsende, hvor ens de enkelte hunde er inden for samme race, vel at mærke, når der er tale om rene racehunde. Deres vaner, deres karakter, ja selv en lile ting som, hvordan en hund lægger sig i en kurv, er så ens inden for samme race, at fik man en hunds gerninger og bevægelser bare en enkelt dag nøje forklaret, ville den kyndige straks vide, hvilken race det drejede sig om.

Hvis det er en dame, der vil have en hund, som kan være hende til glæde og adspredelse i hjemmet, et lille kærligt levende væsen, hun kan slutte sig til og vil forkæle, så er blandt de små hunderacer, som egner sig hertil, absolut de moderne Pekingesere at foretrække.

Disse små hunde er en ældgammel race, der holdtes ved det kinesiske kejserhof med absolut højhedsret. En af overeunukerne stod til ansvar for dem, og tyveri af dem straffedes med døden. Med deres stumpede snude, store øjne, hængende øren og den buskede hale kastet op over ryggen, ganske som vi kender den nu til dags, findes de gengivne i kinesiske kunstværker, der er over 3000 år gamle. De symboliserede Buddhas mytologiske løve og blev derfor betragtet som hellige.

Da de franske og engelske tropper i 1860 besatte Sommerpaladset ved Peking, traf de i en af haverne fem af disse små hunde, som europæerne her for første gang fik at se. Deres ejerinde, en tante af kejseren havde således som det krævedes af fornemme damer ved fjendens ankomst, begået selvmord ved at kaste sig i brønden.

Hundene blev bragt til England, og fra dem og enkelte andre, som det ved bestikkelse lykkedes at få udsmuglet fra Sommerpaladset, stammer de europæiske Pekingesere.

Pekingeserne føler sig stærkt bundet til en enkelt person, de er uvenlige mod andre, aldrig bange, indlader sig gerne i slagsmål med de største hunde, idet deres mod, trods deres ganske harmløse bid, ofte er forbavsende. Hvad der gør dem særlig værdifulde som kælehunde, er at de kun kræver et minimum af motion og frisk luft. Hunden er fuldkommen tilfreds med at leve i en stue og blive forkælet der. De gør sjældent, har et fredeligt og lyst sind, leger gerne, men sover lige så gerne, hvis man ikke giver sig af med dem. Helt pålidelig over for børn er de ikke, men deres bid gør ingen skade. Det må dog bestemt hævdes, at driller børn disse hunde, kan hele deres karakter let forandres, således at de med årene bliver sære og arrige.

Til side 2 >