Lørdag 21/5 2022.

Strykninen og den smertefulde død

Titel: Stryknin - En sandfærdig jagt beretning. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 6 af 6 < Tilbage

Den døende ræv.

Opkastningerne gav ham snart bevidstheden igen, men han var fremdeles meget syg, og i sanseløs skræk og frådende smerte væltede han sig om på jorden, til han næsten blev bevidstløs igen. Henimod daggry samlede han sig sammen og slæbte sig op ad en skærmende plovfure til landevejen, hvor han fandt en stenkiste, som han skjulte sig i.

Om morgenen kom Ræve-Lars ud for at se resultatet af gårsdagens besvær. Nogle af de vingeskudte fugle var døde i nattens løb, men et par var dog levende. Dem tog han i lommen, for at de kunne komme lidt til kræfter i den varme stue, så de kunne benyttes til udsætning næste dag. Så fandt han rævens spor, og med stor sindighed, med usvigelig sikkerhed fulgte han det over den frosne pløjejord fra den ene lille sneplet til den anden. Af opkastningerne så han, at ræven havde ædt giften, og han håbede nu blot, at den ikke måtte være gået alt for langt, inden den enten var død eller havde skjult sig. Da han kom til stenkisten, gik han ikke lige hen til den, men slog en bue uden om den for at se, om der var spor i sneeen på den anden side, og da han ingen fandt, hentede han fra hjemmet skovl, bøsse, en stang og sine to drenge, som både skulle have fornøjelse og belæring. Skovlen blev anbragt, så den lukkede for den ene ende af stenkisten, og den største dreng blev sat til at jage stangen forbi skovlen ind under stenkisten, mens Ræve-Lars selv stod med bøssen ved den anden ende. Ræven, som var meget medtaget af giften, bed et par gange lidt i stangen og slæbte sig da, stadig halvt sanseløs, ud imod åbningen, alt for svag til at forsvare sig eller løbe. Standsede den et øjeblik, var stangen straks på den med kraftige smertefulde stød. Så snart Ræve-Lars så den, var han klar over, at den ikke kunne undløbe, og han kunne slå den ihjel med sin stok og altså spare en patron. Ved det første voldsomme slag faldt ræven tilsyneladende død om på siden. Henrykt over sit held vurderede Ræve-Lars først bælgen og sagde derefter til drengene, at det var lettest at tage skindet af den, mens den endnu var varm, men at man måtte være forsigtig, for fik man blot den mindste smule stryknin på sig, døde man på stedet. Han tog straks fat på arbejdet, som gik rask fra hånden, men da han havde revet skindet af begge bagben, blev ræven bragt til bevidsthed gennem den rasende smerte og rejste sig for at flygte. Forfærdet ved tanken om, at bælgen skulle slippe fra ham, skyndte Ræve-Lars sig at træde på ræven, som han håbede var for medtaget til at bide, og et slag i hovedet, som en af drengene gav den, bragte den atter til ro, men da skindet var trukket omtrent af halvdelen af kroppen, kom ræven atter til sig selv, og medet af den ulidelige smerte fremkaldt hyl rejste den sig på skindløse ben. Før Ræve-Lars kunne gribe stokken, faldt den om på siden og bad på sin måde om dødsstødets nåde gennem en sagte klynken og jamren. Og så fik den dødsstødet. Ræve-Lars førte sin lange kniv ind gennem endetarmen på det ulykkelige, martrede dyr og sønderskar på den måde dens lunger og hjerte, så livet i løbet af nogle lange øjeblikke svandt hen. Havde han atter slået den med stokken, kunne der været gået hul på skindet, men nu var det en første klasses bælg, som nok skulle give en god pris.

Så megen lidelse måtte der til, for at Ræve-Lars kunne få livet af egnens sidste ræv og erhverve sig en bælg til elleve kroner.

(Fortæller: Ikke oplyst)
  < Tilbage