Tirsdag 2/6 2020.

Vægtafgift og nummerplade på cyklen

Titel: Til Paris på cykel med telt. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 5 af 10 < Tilbage

Hestetrukket mælkevogn. Dagligt møder man de morsomste vogntyper som f.eks. denne overdækkede kærre. Hvem tænker sig i øvrigt en mælkevogn med et forspand af - hunde? Og det er endda reglen i Frankrig.

Som bekendt sidder Danmark vist nok inde med rekorden for antallet af cyklende borgere, og man kan derfor ikke vente at møde så bekvemme forhold for cyklister i udlandet som her hjemme. Der cykles i Frankrig måske alligevel mere, end man ville vente - selv i Paris møder man enkelte modige - men cykelsporten er underkastet politiets kontrol, ligesom motorkørsel her hjemme. Cyklerne skal være forsynet med 'la plaque': et lille blikskilt med nummer, uden hviket det er forbudt at køre. Endvidere gælder det for cykler så vel som for motorkøretøjer den bestemmelse, at man ved indførsel i landet skal erlægge et depositum i forhold til vognens vægt og værdi - et depositum som dog tilbagebetales, når man atter passerer grænsen for udgående. Man må derfor straks ved ankomsten til en havn eller grænsestation sørge for at melde sig på toldkontoret (chambre de commerce), hvor cyklen bliver vejet og papirerne på den udstedt. Beløbet vil som regel andrage ca. 75 Franc, men da summen er sikker nok, kan man jo tage den af de penge, man beregner til hjemturen. Pengene tilbagebetales ved en hvilken som helst fransk toldstation, men selvfølgelig får man mindst besvær med at få dem på samme sted, hvor man rejste ind. Det bliver nødvendigt at gennemløbe lidt flere kontorer, end vi er vant til, men til gengæld gælder kvitteringen som køretilladelse for 3 måneder. Har man dette og sit pas i orden, vil flere papirer være unødvendige. De vil sikkert af en eller anden uheldig frankrigsrejsende få frygtelige historier at høre, om hvad der ved 'politirazziaer' kan hænde en af slemt, hvis man ikke tillige er i besiddelse af 'identitetskort'. Erhvervelsen af et sådant kræver for det første 5 - fem -fotografier og er dernæst ensbetydende med en del mere kontorrend som koster tid og tålmodighed. Værdien er lig nul! Hvis man bærer sit pas på sig, og i øvrigt opfører sig ordentligt, risikerer man absolut intet ondt fra politiets side, tværtimod er det gennemgående yderst elskværdige mennesker at have at gøre med.

< Tilbage  Til side 6 >