Tirsdag 2/6 2020.

Ophold i Paris

Titel: Til Paris på cykel med telt. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 10 af 10 < Tilbage

Notre Dame Paris. Facaden af Notre Dame. Mens det typiske for gotiske facader er de opadstræbende linier, vil man her finde disse afvejet af vandrette gallerier, hvis linier danner en for øjet behagelig afbalancering, der i høj grad bidrager til indtrykket af rolig, majestætisk skønhed. Kirkens indre holder fuldtud, hvad facaden lover. Skønnere kirkerum findes næppe.

Varm mad vil det ikke kunne betale sig at tilberede selv i teltet, ud over morgen og aftenkaffe, da man på en landevejskro (de såkaldte Estaminets) vil kunne spise en diner for 6-7 francs m. vin og dessert. Menuen vil som regel bestå af Hors d'æuvres, en kødret, salat, ost og dessert med 1 flaske vin og ubegrænsede mængder brød, så man vil kunne forstå, at 15 francs om dagen slår rigeligt til. Den tid, man tilbringer i Paris, vil med værelse kunne gøres for ca. 25 francs daglig, når man ingen fordringer stiller til hotelkomfort o.lign., og regner man derfor med en sum af 5 danske kroner om dagen, er man på den sikre side. Det bliver for en måned 150 kr., hvilket med de ovenfor skitserede udgifter til udstyr og transport vil sige 300 kr. for en frankrigsrejse på en måned. Det er en selvfølge, at heri ikke er beregnet forlystelse o.lign. i Paris. Det er galt at tro, at man absolut skal "more sig" for at have udbytte af et ophold i Paris. Byen i sig selv er interessant nok.

Det ligger uden for planen for denne artikel at fremkomme med forslag om, hvordan man bedst anvender sin tid i Paris. Det vil hver enkelt bedst selv kunne bedømme ud fra sin interesse og sin smag. Der skal derfor til slut blot gives et par almindelige oplysninger om indkvartering og transport i byen. Man bør ikke komme ind om aftenen, da man i så fald er tvunget til at tage det første det bedste værelse, der tilbyder sig. Det vil derimod betale sig at anvende et par timer på at finde et rimeligt sted, og ved at akkordere om prisen for hele opholdet, vil man kunne få renligt og godt logi for 6 á 7 francs pr. nat.

Det vil hurtigt vise sig, at det er vanskeligt at cykle i byen på grund af den enorme færdsel, og forholdene med hensyn til hurtighed opvejes næppe af besværet. Det fornuftigste er så vidt muligt at benytte den underjordiske bane, 'Metroen', der er yderst billig (35 c. pr. billet) og ikke nær så indviklet, som det synes ved første øjekast. Et godt kort er i Paris en lige så stor nødvendighed som på landevejene, og kommer man alligevel i forlegenhed, er pariserne de elskværdigste mennesker, man kan ønske sig.

(Forfatter: Thure Hastrup)
  < Tilbage