Mandag 23/5 2022.

Lydens fysik

Titel: Grammofonen. Kategori: Fritid og sport 1925. Side 2 af 10 < Tilbage

Forinden man kan gå i gang med at diskutere principperne for grammofonens konstruktion, er der forskellige ting vedrørende Lydens Fysik, som man må vide.

Lyden er en bølgebevægelse udgående fra en lydgiver, der udfører hurtige svingninger. (NB. angående emnet 'Bølgebevægelser' henvises til tidligere artikler Radio og Røntgenstråler).

Lydgiveren kan være en klokke, en stemmegaffel, et musikinstrument eller en menneskelig stemme, den kan ret og slet være et kanonskud. Princippet er i alle tilfælde det samme: Luftdelene - 'luftmolekylerne' - der er i direkte berøring med lydgiveren, rives med af dennes svingninger. Herved påvirkes atter nabo-molekylerne og så fremdeles: Lyden udbreder sig i alle retninger i rummet, og denne udbredelse sker med en hastighed af 337 meter i sekundet.

De udsving, en lydgengiver behøver at gøre for at sætte luftmolekylerne i hørlige svingninger, er yderst ringe: helt ned til 1/1.000.000 milimeter. Antal af svingninger pr. sekund kan til gengæld blive meget stort. Ligger dette tal på en passende middelværdi og holdes det konstant, bliver den udsendte lyd til en tone. Jo, mindre det til en tone svarende svingningstal er, jo dybere bliver tonen og omvendt. I den almindelige musik ligger tallene, men det menneskelige øre formår at opfatte toner så høje, at de modsvarer et svingningstal på 50.000. Angående den dybest hørlige tones svingningstal herdker der imidlertid lidt delte meninger - vi, skal kun her referere den store tyske fysiker Helmholtz' angivelse: 30 svingninger pr. sekund.

Alt efter beskaffenhed af det legeme, lyden måtte møde på sin vej gennem rummet, kan den tilbagekastes, opsuges - absorberes - eller brydes.

I disse forhold ligner lyden de andre funktioner af bølgebevægelser: Lyset, elektriciteten etc., og overensstemmende hermed finder vi da også lydens fysiske forhold sammenknyttede i den simple formel: H = m . b  hvor H er lydens hastighed, m er svingningstallet, og b er bølgebredder på brøkdele af centimeter, mens omvendt én af de dybeste hørlige toner på 34 sv. pr. sek. får en bølgelængde på 10 meter.

Af det foregående følger, at hvis vi har en stemmegaffel, der er i stand til at udsende en tone af et svingningstal på f.eks. 340, vil stemmegaflens ben, efter at man har "slået den an", gøre 340 udsving pr. sekund. Findes der en lille stift yderst ude på det ene ben, vil vi, hvis vi lader stiften glide mod et stykke oversodet glanspapir, få en fint savtakket linie frem. Tænker vi os, at papiret føres hen forbi stiften med den konstante hastighed af 10 centimeter i sekundet, vil der på hver centimeter af den takkede linie være 34 takker. Havde vi i stedet ladet stiften tegne på papiret, ladet den "gravere" en rille i en grammofonplade, blev den ført rundt med tilsvarende hastighed, var resultatet blevet det samme. Og ville vi så bagefter "spille" denne plade på vor grammofon, ville vi - stadig under forudsætning af omdrejningshastigheden var den samme - få en tone ud af apparatet, en tone på 340 svingninger: nøjagtig den samme som stemmegaflen gav. Dette er grundprincippet for grammofonen.

< Tilbage  Til side 3 >