Mandag 23/5 2022.

En tonearm af jernbeton

Titel: Grammofonen. Kategori: Fritid og sport 1925. Side 6 af 10 < Tilbage

Selvstopper på grammofon. Én af de mange småforbedringer, der laves mellem år og dag. Billedet viser indretningen af en 'Selv-Stopper'. Dvs. når pladen er udspillet, standser grammofonen af sig selv.

Vi vender tilbage til vores "standardapparat" og ser på, hvorledes indretningen her er. Lyddåsen bæres af Tonearmen, der repræsenterer det første stykke af tragten. Den må besidde en vis bevægelighed i hvert fald i to retninger. For det første må den kunne drejes således, at lyddåsen er i stand til at følge spiralrillen fra kanten og ind til midten af pladen. Dernæst må den kunne vippe lidt. Ikke alle plader er absolut plane - og selve pladetallerkenen kan muligvis også have lidt "slør". Det er en fordel at have en lang tonearm, og det er af betydning, at den ikke udvider sig for pludseligt. Tragtens stigningsvinkel må nemlig ikke vokse for stærkt.

Gennem et lufttæt overgangsled går så tonearmen over i den egentlige tragt. Og hvordan den skal være, er alt udførligt omtalt. Det kan være nok her at antyde, at man i den nyeste tid har anvendt snart sagt alle tænkelige materialer - fra krydsfinér til jernbeton - samt specielt opbyggede vægge af skiftevis finér, støbejern og aluminium.

Men selv om vi nu antager, at denne vor tragt er idealet nær, er der én ting, vi må erindre, som endnu ikke har været omtalt. Tonerne forstærkes ganske vist - men de uundgåelige bilyde forstærkes samtidig! Pladen er aldrig helt fejlfri, og nålens friktion i rillen giver uværligt den kendte "kogen" - altsammen småfejl, der, hvis de forstærkes op, kan forviske det gode resultat. Anvend derfor så svage stifter, som hver enkelt plades indspilningsgrad tillader.

Så er der en ting, vi endnu slet ikke har omtalt: hvordan bringes pladen til at løbe rundt? I de aller fleste apparater sker dette ved hjælp af et Urværk. Et ganske almindeligt værk, meget lig dem man bruger i telegrafens modtageapparater. Drivkraften leveres af et fjederoptræk, og derfra føres bevægelsen gennem forskellige tandhjulsudvekslinger over til selve hovedaksen, hvorpå pladetallerkenen sidder. Man har apparater med enkelt eller dobbelt fjederhus. Fordelen ved det sidste er for det første det magelighedshensyn, at man ikke behøver at trække grammofonen op efter hver plade, men drivkraften slår til at trække flere - indtil 5 - almindelige plader. Dette er imidlertid ikke den væsentligste fordel, vi må jo nemlig erindre betingelsen for at få rene toner: Hastigheden må være konstant. Og jo større et optræk - jo større 'Kapacitet' - et værk besidder, jo jævnere bliver gangen, jo mindre forskelle bliver der for Regulatoren at skulle udjævne mellem begyndelse og slutning på pladen. Denne regulator virker i reglen efter centrifugalprincippet med en friktionsskive, og har en Indstillingsskrue ført op gennem brættet. Hermed bliver man i stand til at regulere hastigheden, hvormed pladen spilles. Opmærksomheden skal henledes på en fejl, mange mennesker gør sig skyldige i: at stille på regulatoren mens der spilles. For pludselige og for store udslag kan ødelægge så meget på mekanismen, at værket fremtidig vil gå mindre jævnt. Den jævne fart har overvældende betydning for om spillet er rent eller falskt. Jo større hastighed, pladen roterer med, jo hurtigere er takten i musikstykket, men jo højere er samtidig tonehøjden.

< Tilbage  Til side 7 >