Torsdag 18/4 2024.

At gennemføre en rejse med skoleelever

Titel: Skolerejser - Skolerejsehjem. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 3 af 8 < Tilbage

Der vinkes farvel fra togvognen. Farvel! Nu kører vi ud i den vide verden.
  Morgenvask i en å. En sjælden situation. Drengene vasker sig virkelig før frokost.

Kilometer glider efter kilometer, og når sulten indfinder sig, er madposen parat, og bordet dækket på grønsværet.

Efter dagens march kommer til sidst nattens hvile og søvn, og næste morgen vågner man til nye bedrifter og oplevelser i fremmede egne.

I gamle dage dvs. blot for to år siden, var det lidt besværligt at gennemføre en rejse med skoleelever her i Danmark. Man måtte dengang skrive til hvert sted, hvor man tænkte sig at overnatte, se at få forbindelse med en mand, der ville åbne sin lade for de små globetrottere, så de kunne sove der om natten i "Hotel Hø og Halm", som de kaldte det. De skulle også have varmt vand til te om aftenen, når de kom, og om morgenen før de gik. Det gik i reglen udmærket godt.

Det høloft, man havde bedt om, blev ofte til opredte senge hos den man havde skrevet til, og hans naboer, og det varme vand, der skulle bruges til at lave te af, blev til risengrød og frikadeller eller anden herlighed af varm mad, som man jo slet ikke havde regnet med på turen.

Der var over de ture noget herligt friskt, et moment af spænding og noget uberegneligt hver dag, idet man aldrig vidste, om den stod på høloft eller gæsteseng, om man skulle indtage sit hovedmåltid i landevejsgrøften eller i en storstue, om der var modne bær i haven osv.

Men det var kun meget få hold, der kom ud dengang, og næsten ingen piger.

Systemet duede - trods de vellykkede ture - ikke, for så vidt man da ville have mange hold ud.

Rejserne var for strabadserende for mange, for vanskelige at arrangere - det er jo ikke så let at skaffe sig bekendte på hvert enkelt sted undervejs - og indkvarteringen var så primitiv, at pigeholdene, der ikke yndede ørentviste og edderkoppers naboskab på høloftet, holdt sig tilbage.

I de sidste to år er vi kommet et godt stykke fremad, idet vi har fået oprettet skolerejsehjem.

Hvad er et skolerejsehjem ?

Det er et lille hotel, primitivt ganske vist for drenge- eller pigehold, der under deres læreres (lærerinders) ledelse er ude på fodtur i sommerferien.

< Tilbage  Til side 4 >