Torsdag 18/4 2024.

Turen går til Himmelbjerget

Titel: Skolerejser - Skolerejsehjem. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 5 af 8 < Tilbage

Himmelpinden på himmelbjerget. "Himmelpinden" - således kalder omegnens beboere tårnet på Himmelbjerget.
  Sejlbåd med elever. "Dansken fra Lodbrogs tid husvant plasker til søs".

For nørrejyllands vedkommende er rejsen således:

Første station er Århus. Sjællandske hold kommer gerne hertil over Kalundborg, holdene fra det øvrige land pr. jernbane.

Efter at have overnattet går man næste dag ad landevejen 3 mil til Skanderborg, hvor Borgerskolens brusebad giver de rejsende den "sommerregn", de trænger til. Nattelogis på skolen. Fra Skanderborg marcherers der til Ry, hvor der overnattes, og 4. dag vandrer man gennem skoven til Himmelbjerget og videre over Knøsen til Svejbæk, hvorfra man sejler til Silkeborg, hvis borgerskole leverer nattekvarter.

Derefter kommer en jernbanetur, idet man fra Silkeborg 5. dags morgen tidlig tager til Skjørping Station i Rold Skov. - Der løses billet helt til Aalborg, og i Skjørping får man den påstemplet, så man kan køre videre på den til Aalborg den næste dag.

Fra Skjørping går man ud i Ræbild Bakker, bliver der hele eftermiddagen og når ved aftentid til rejsehjemmet i Gravlev ved foden af bakkerne. På dette herlige sted tilbringes natten. næste morgen går man igen op i bakkerne og tilbringer dagen her.

Ved aftenstid kører man med toget videre til Aalborg, hvor der holdes rastdag. Her er nok at se på af gammelt og interessant, så helt ud en hviledag bliver det ikke.

Fra Aalborg tages med toget til lønstrup, idet man dog stiger ud i Åbybro, går en tur gennem Store Vildmose og igen tager toget i Pandrup.

Ved Lønstrup ser man for første gang på rejsen det vældige Vesterhav, brændingens larm er den musik, man i de følgende fire dage har i ørerne på marchen ad stranden mod Skagen.

Vandløbene, der skærer tværs over stranden og løber ud i havet, standser os ikke. Vi trækker strømper og sko af engang imellem, og så går det fremad gennem åerne mod målet.

< Tilbage  Til side 6 >