Lørdag 21/5 2022.

Det opdragende moment i sporten

Titel: Sportens indflydelse på karakteren. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 2 af 6 < Tilbage

Piccadelly Circus i London. Der er sagt mange onde ord om sportens overdrivelse i England, men ingen, der forstår den rigtige sportsånd, netop som den drives i England, vil et eneste sekund være i tvivl om, at sportens følge er, at alle forretningsfolk over hele verden altid foretrækker at have med engelske forbindelser at gøre. De er "fair" (reelle), selv om handelen går dem imod, og dette har de fra sportsnederlagene. Man mindes endnu den uforstående latter, der vaktes mange steder, da de første engelske soldater, der måtte overgive sig i verdenskrigen, gik op og rakte hænderne til tyskerne. - Billedet viser et af Londons forretningscentrer, Piccadilly Circus.

Det er dog meget få, der aldrig har følt en personlig sejrs triumf. - Denne følelse er altså ikke noget særligt for sport, den besjæler også opfinderen eller den stille stuelærde, der i en ensom nattetime føler, at han er kommet et hanefjed længere ind i løsningen af et vanskeligt spørgsmål end alle sine kolleger. Denne følelse - trang til sejr - er det, som hidser begge parter i en diskussion eller et skænderi (på bagtrappen) op til at yde det bedste for at få det sidste ord. I sin yderste karrikatur er individets glæde over en personlig sejr at genfinde i den berusedes påståelige ordskvalder eller i fulde bøllers voldsgerninger.

Men i moderne sport, som den drives for åbent tæppe med fotografer og aviser, kommer baggrunden for denne sejrsfølelse så stærkt frem, at den bliver mere synlig for alle end de fleste andre tilfælde, ja når det er store, betydelige sportsstævner, det drejer sig om, og verdenspressen griber fuldt ind med sin megafon, skule man mene, at selvberuselsen kunne stige til sådanne højder, at den måtte være ødelæggende. Ser man nøje til, så sker dette dog så at sige aldrig, og grunden hertil er den, at sejrherren i de store sportsstævner først når til disse sejre gennem årelang træning, der netop har gjort ham moden til at blive genstand for den massesuggestion, der ombølger ham.

Og nu er vi ved kernen af det, jeg så gerne vil have frem for de mange, der ikke forstår sportens bedste følgesvend, nemlig det opdragende moment, der er i al sport, men navnlig i konkurrencen.

Det opdragende moment.

Lad os følge et enkelt tænkt tilfælde gennem alle udviklingstrin. En ung mand opdager, at har en evne til at løbe særlig hurtigt. Han prøver med dogle kammerater, vinder altid let og er utålelig vigtig. Han gør ikke noget særligt for det, men han har evnerne. Så en dag ved et større stævne bliver han slået. Den første følelse er en utrolig ydmygelse. Alle sine pralerier husker han, og han ser vennernes fornøjelse. Han prøver endnu engang og bliver atter slået. Det, der nu piner ham mest - fordi han ikke kan forklare det til de andre, så de tror det - er, at han ved, at han er den bedste løber, og at den anden kun vinder, fordi han er i bedre træning eller kender flere kneb. Han begynder altså at tænke over sagen i ro og tilsidesætter nu derefter mange småglæder for at træne alvorligt. Så møder han sin gamle overvinder på ny og slår ham let. Stor jubel og anerkendelse, som han forrige gang ville have givet år af sit liv for at få, men denne gang er det, som om jubelen ikke betyder det samme for ham. Han er næsten mere optaget af selve retfærdigheden i sejren, af at det var hans egne evner, der bragte ham en overlegen sejr, så snart han fik lejlighed til at konkurrere på lige fod med de andre. Han fortsætter med træningen og omhuen og kommer til endnu større stævner. Her både taber og vinder han. Han opdager, at i jo bedre selskab han kommer, jo mere har han at lære. Den ene gang er han umådelig sikker på at vinde, og så bliver han slået. Den anden gang venter han at tabe, og så vinder han. Han lærer, at der er noget, der hedder held, skæbne, nemesis, eller hvad man nu vil kalde det. Noget uforstående, som ingen ukyndige vil erkende, men som ale sportsfolk kun alt for godt ved er en kendsgerning. Som uforskyldt sygdom kan gøre et menneske bedre, kan han i stille stunder modnes gennem sine nederlag. Han lærer den trøst-moral til bunds, for det første, at har han gjort, hvad han kunne, så kan han ikke gøre mere, men må tage sejr eller nederlag, som det kommer, og dernæst, at sport jo ikke er fuldt alvor. Det er en god leg, man går helt op i, men leg er det.

< Tilbage  Til side 3 >