Lørdag 21/5 2022.

Nerven i al sport

Titel: Sportens indflydelse på karakteren. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 5 af 6 < Tilbage

Fodboldspiller. I sport findes der også meget grimt, men det er forholdsvis sjældent. De to mest kendte eksempler er den, der ønsker at vinde for præmiens skyld "for at eje den bagefter", og så den, der er en dårlig kammerat. - Det er besynderligt, hvor hurtigt enhver sportsmands individuelle karakter bliver kendt inden for hans vennekreds. Man ved nøjagtig, hvem der er god helt igennem, og hvem der ikke er helt "fin i kanten". Men er der noget, der kan hjælpe en ung mand til at rette sin karakter op i et højere niveau, så er det netop sportsstævner og det gode kammeratskab, disse udvikler.
  Pige der dyrker atletik. Vore bedsteforældre så en dyd i at være gamle, adstadige og sirlige, når de var unge. Nu er det den unges piges mål at se ud som på billedet. Hvem synes vore læsere bedst om ?

Nerven i al sport. I det ovenstående har der væsentlig været tænkt på sådanne sportsgrene, hvor det er den enkelte mands egne egenskaber, der ene afgør resultatet, feks. i løb, spring, brydning, boksning, tennis, golf, fægtning, roning, atletik, automobilkørsel, ski, skøjter osv., men hertil kommer en række andre sportsgrene, hvor sejren ikke så udpræget er bygget på eneren, som på samarbejdet i holdet, og her gælder omtrent det samme. Den personlige tilfredsstillelse er ikke helt så stor, men det opdragende moment ved sammenholdet, loyaliteten og kammeratskabet er en ny absolut gavnlig værdi, der tilføres sporten. Dette gælder sport som fodbold, criket, roning, tennis osv. Den mand, der i fodbold måske kan sparke mål selv, men overlader det til den kammerat, der har en, om end nok så lille chance mere for at gøre dette med større sikkerhed, er en god holdspiller med den rette ånd (god at stole på i det rigtige liv), men man må endelig ikke forveksle ham med den, der ikke selv tør "skyde" og derfor af mangel på selvtillid overlader det til den anden. Under godt førerskab er det langt hurtigere at udvikle sine sportsbegreber i holdsport end enekamp. Det er mere brydsomt at modnes alene, men så går det ganske vist også dybere og sidder mere fast. Man er ene om ansvaret og ene om sejren.

Der står for tiden en stor strid over alt, hvor der dyrkes sport, om hvad man skal fremelske mest, rekordjageriet, som man kalder det, eller det man så smukt kalder sporten for sportens egen skyld. Det er klart, at med den reklame, der er gået om sportsheltene, er man kommet ud i et uføre, der i de store forhold i udlandet bliver absurd. Når man feks. byder bokseren Carpentier en million Francs for at optræde i et par scener i en film eller varieté, eller byder verdensmesteren i tennis millioner for at gå på turné, hvor han i virkeligheden bare skal vise sig og sige et par ord om sin særlige træningsmetode, så er dette selvfølgelig urimeligt. Desuagtet er det afgjort forkert at lægge rekordkonkurrencerne dette til last. Det er kun en naturlig økonomisk følge af sportens popularitet og vil gælde alle enere, der kommer længst frem i det store publikums bevidsthed. Det samme ville kunne tilbydes Einstein og Niels Bohr. Ja, uden nogen sammenligning ville en storforbryder kunne få et millonengagement ved en film, om ellers loven eller almindelig velanstændighed ikke lagde sig hindrende i vejen. - Og så går man til bunds i spørgsmålet, hvad sporten angår, viser det sig, at det er forbavsende få af verdenssportens spidser, der er faldet for fristelsen til at lade sig offentlig udstille, netop fordi de gennem deres årelange selvopdragelse ved rekordkonkurrencerne er blevet så hærdet mod overfladisk forfængelighed, at de afslår det, noget de næppe havde gjort som helt unge efter de første lokale sejre.

Man kan vanskeligt strejfe det økonomiske spørgsmål i sport uden at komme ind på dette kernepunkt, nemlig det, der kaldes "professionals", dvs. dem, der har gjort sporten til en levevej. Vi har her i Danmark først i de senere år fået indført begrebet "professional" i publikums bevidsthed. I de engelsk-talende lande har det længe været et begreb, der forstås af de mindste børn i huset. Professionalismen blev først banket ind i vores bevidsthed, da for et kvart århundrede siden vore bedste cykleamatører gik over til den.

< Tilbage  Til side 6 >