Mandag 23/5 2022.

Romerrigets hærveje

Titel: Trafik og færdsel. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 2 af 10 < Tilbage

Men det var dog først, da det unge romerrige voksede sig stort og mægtigt, at den afgørende udvikling skete på vejbygningskunstens område. Allerede republikken havde indlagt sig stor fortjeneste i så henseende, blandt andet ved anlæggelsen af den berømte "Via Appia", der fra Rom førte gennem de pontinske sumpe til Capua. Denne vej er ypperligt beskrevet i et dansk værk: Paul Andræ's "Via Appia", der skildrer vejen og dens mindesmærker. Og i storhedstiden under cæsarerne blev der med Rom som udgangspunt anlagt et uhyre system af hærveje ud til de forskellige erobrede lande. Een vej førte således over Nord-Italien mod øst til Eufrat og landene omkring denne flod, en anden mod nordøst over Donau, en tredie mod nord over Rhinen og en fjerde mod vest til Tajo i Hispalis. Andre veje gennemskar Britannien og provinserne i Afrika. I det hele taget gennemførte romerne udstrakte vejanlæg over alt i det vældige verdensrige, vejanlæg, der til sammen havde en længde af ca. 75.000 km.

Rent forvaltningsmæssigt, under hensyntagen til bredde og betydning for trafikken, blev de romerske veje inddelt i tre kategorier: stats- og hærvejen som simpelthen betegnedes som via, sideveje, der forbandt byerne indbyrdes og disse igen med hovedvejen og kaldtes via vicinales og mark- eller privatveje, kaldet itineres. De to førstnævnte slags veje anlagdes og vedlige holdtes udelukkende for offentlige midler, som oftest af soldater, dog blev undertiden anlæggelsen af enkelte vejstykker udbudt i licitation til private entreprenører. Hærvejene var i reglen mindst ca. 3 m. brede, hvor der var særlig trafik endog 5-6 m. Sidevejene målte oftest kun ca. 2-3 m. i bredde. Vejene var brolagt med store tilhugne sten, og konstruktionen var fortrinlig, beregnet på at modstå århundreders slid med et minimum af pasning. Alt vejvæsen var underlagt staten, hovedformålet med vejene var jo naturligvis af militær og politisk art, men der var nøje forbindelse mellem vejadminstrationen og statspostvæsenet, og i øvrigt var alle veje åbne for almindelig privat trafik. Der fordredes ingen vejafgift eler "bompenge", alt hvad vi hører om afgifter eller told, er knyttet til havne- og kanaltrafikken.

Da det romerske kejserrige omsider sank i grus, tærede de nye stater, som opstod på dets ruiner, i begyndelsen på den arv, som Rom havde efterladt sig i sit glimrende vejnet. Men selv disse udmærkede veje kunne i længden ikke modstå århundreders fuldstændige forsømmelse, de forfaldt efterhånden fuldstændig.

Det er et bemærkelsesværdigt bevis på, hvor højt romernes vejbygningskunst stod, og hvor fuldstændigt den siden blev glemt, at der skulle hengå halvandet årtusinde, før man i begyndelsen af det 19. århundrede atter nåede op på højde med dem i konstruktionen af faste vejbaner.

Vel bragte korstogene på dette område, som på så mange andre, friske impulser udefra, man begyndte således atter at få øjet op for betydningen af farbare veje. Også de opblomstrende handelsstæder i Nord-italien forstod dette og gjorde mange anstrengelser for at få forbedret handelsvejene op gennem Frankerland og Germanien. Og endelig satte Karl den Store skulderen til hjulet og søgte at skaffe bedre forbindelse mellem sit uhyre riges enkelte dele, dels ved at prøve at bevare resterne af de gamle romerveje, dels ved anlæggelse af mange nye veje. Men alle disse forskellige anstrengelser forblev i det store og hele uden synderlig virkning, idet middelalderens fremgangsmåder både ved konstruktion og vedligeholdelse af veje var ganske umulige. Vejene blev lagt på bedste beskub, om nogen fast vejseng var der ikke tale, blev så vejen for slem og opkørt, så kørte man ved siden af. På den måde blev vejen bredere og bredere, men bedre blev den ikke. Man havde ikke alene forglemt oldtidens bedre anlægsmetoder, men også dens organisation. I stedet for selv at sørge for system og samarbejde på dette vigtige område, overlod staten det til de lokale myndigheder at tage sig af vejene. Værre endnu, man lod de stedlige magthavere, småfyrster, fristæder, markgrever og røverriddere, hver inden for sit område, påligne og inddrive vejskatter, for hvilke vejene så skulle vedligeholdes. Men disse småherrer anså som regel denne vejskat som en god indtægtskilde, ikke som betroede midler. De viste stor energi med at inddrive skatten, ringe eller ingen med at udbedre vejene. Det hele udmundede i ren og skær rovdrift.

< Tilbage  Til side 3 >