Mandag 23/5 2022.

De værste veje i Europa

Titel: Trafik og færdsel. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 3 af 10 < Tilbage

I Tyskland var vejene slette, i Frankrig og det øvrige fastland værre, i England måske allerværst.

Om forholdene der beretter den engelske historieskriver Macaulay slemme ting, og endnu så sent som i slutningen af det 18. århundrede skrev den ansete landøkonom Arthur Young, der betejste hele England på en studierejse, at vejene gennemgående var overordentlig slette. Om vejen fra Preston til Wigan skrev han således:

"Der findes ikke i sproget udtryk, der er stærke nok til at beskrive denne forbandede vej. Kortet kalder den for en hovedlandevej, men jeg råder alle rejsende til at sky den, som de ville sky selve djævelen. Der er tusinde chancer mod een for, at man brækker halsen eller i det mindste samtlige lemmer ved at vælte i vejens huller, der er talrige og - hvad jeg selv har målt - sine steder mere end 4 Fod (over en meter) dybe. De store sten, som hist og her er væltet ned i mudderet for at udfylde hullerne, gør dem kun endnu farligere og mere halsbrækkende."

Også i Danmark var vejene i hele middelalderen yderst slette, og det var først i begyndelsen af det 19. århundrede, at kongerigets landeveje blev taget under rationel behandling. I ældgamle dage fandtes der i Danmark og Norge nærmest kun rideveje, og da det i det 16. århundrede begyndte at blive mode at "age", da viste vejene sig at være aldeles uskikket til køreveje for de tunge Karosser. Det var slet ikke uden livsfare, at man skrumpede af sted af disse veje, i bedste fald var det sikkert uhyre ubekvemt, men hvad gør man ikke for stadsens skyld !

Kong Frederik II (1559-1588) gjorde ganske vist adskilligt for at forbedre vejene, og som resultat af det utal af vejforordninger, som han udstedte, fik han også sat igennem, at vejene blev holdt i "skikkelig orden og reparation". Kun forstod man dengang noget helt andet herved end nu til dags. Den gang var en vej i god orden, når "det var synligt, hvor den gik, og den var bred nok til en vogn". Mødtes så to vogne på vejen, måtte den ene køre "af vejen", altså ud på marken. Om at anvende sten på vejene, endsige da planere dem, var der i almindelighed ikke tale, og det har sikkert været med rette, når der den gang stadigt blev klaget over, at vejene var "dybe og onde".

Under Frederik II og Christian IV anlagdes der mellem København og forskellige kongelige slotte brolagte "kongeveje" af ret god beskaffenhed, men betegnelsen "kongevej" var at forstå på den måde, at vejen kun var for kongen og hans følge, og der vogtedes strengt over at ingen "gemene" færdedes på disse veje, der var spærret, hvor de krydsedes af andre veje. Men de havde dog den betydning, at de kom til at danne grundlaget og forbilledet for de senere anlagte hovedveje, der bibeholdt betegnelsen "kongeveje".

Henimod slutningen af det 18. århundrede blev der anlagt nye veje for "den agende post", der hver tirsdag og fredag kørte fra København til Hamborg, således feks. de af franske ingeniører i 1770 anlagte kongeveje. Disse veje holdtes i ret god orden, og bekostningen herved betaltes af de vejfarende i form af "bompenge". I følgende forordning af 15. februar 1786 skulle der "for hver mil på vejen oprejses en bom, og derved svares følgende passagepenge: For en bonde arbejdsvogn eller kerre med 2 hjul 1 Skilling. For en Karriol, hvad enten den haver fordæk eller ej 2 Skilling. For en karet med 2 heste 5 Skilling, med 4 heste 6 Skilling, med 6 eller flere heste 8 Skilling. For en ridende 1 Skilling" osv.

Fodgængere betalte intet for at færdes på disse veje, men i København måtte de spadserende, der efter et vist klokkeslet om aftenen passere Nørre- eller Vester-Port, betale "for sig selv 2 Skilling og for heste og køretøjer lige så meget, som ved landevejsbommene ovenfor anført".

< Tilbage  Til side 4 >