Mandag 23/5 2022.

Man ville udrydde det armeniske folk

Titel: Folkedrabet i Armenien - Årsagen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 4 af 9 < Tilbage

Myrdede armenske børn. Myrdede børn fra rædselstogene. Dette og de to følgende billeder er taget af et tysk øjenvidne, der som militær kom ind i landet i 1915.

Ved løgne ophidsedes de rå bjergfolk, aldrig værgedes de grusomt overfaldne, på vandringer uden mål og under afskyelige råheder fra "vogterne" trættedes de til døden. Ved sygdom, sult og tørst dræbtes de sammensynkende skarer. De, der blev reddet, slap med held, gennem flugt og barmhjertige menneskers hjælp.

Med tusinde vidneudsagn, med uimodsigelige tyrkiske dokumenter, underskrevet af selve de regerende herrer - er sagen klar.

Man ville udrydde det armeniske folk.

Mellem disse to forklaringer har europas historiske dømmekraft uden tøven valgt den sidste på grund af urokkelige vidnesbyrd. Versaillesfreden krævede udlevering og dom over de tyrkiske stormordere Talaat Pasha, Tyrkiets førsteminister under krigen, og Enver Pasha, dets krigsminister, med alle deres hovedmedhjælpere. Kun flugt friede dem. Tyskland har ved frifindelsen af Talaat Paschas drabsmand, armenieren Teilirian, givet sin underskrift på dommen over de tyrkiske herrer. De løj, armenierne talte sandhed.

Men det var midt i de tyrkiske løgne et vidnesbyrd af vægt, at der blandt anklagerne mod armenierne - af gode grunde - ikke var et ord, der kunne styrke den yndede europæiske hypotese: "Hadet til de armeniske ågrere på et arbejdende, men uudviklet samfund".

Alligevel er vi ikke kommet løsningen af spørgsmålet, hvorfor dræbte tyrkerne en million fredelige medborgere, nærmere.

Armeniens ulykke har dybe rødder. Det sidste frygtelige, næsten dræbende slag er kun et blodigt øksehug mere i dette lidende folkelegeme.

Armenien er en mægtig vulkansk bjerghvirvel mellem Iran i øst, Kaukasus i nord og Taurus i syd ved grænsen mod Mesopotamien. Dets tinder som Ararat, Sipan, Nimrod og Hekkiari er dækket af evig sne. Pasvejene fra syd til nord er vanskelige. Bedre tilgængelige er dalene, hvor Eufrats og Tigris kildefloder strømmer i østvestlig retning. I landets midte ligger større rige lavlande omkring den store saltsø Vandzov. I dette strenge, men højtidelig skønne land af en udstrækning som Storbritannien, har det armenske folk boet i umindelige tider. Det kalder sig selv Haï, og landet Haïazdân.Dets udspring er arisk som dets sprog, der er i slægt med de europæiske tungemål, også med dansk. Med vanskelighed og kun kort tid ad gangen har de nået at hævde sig statslig som enhed. Den søndersplittede bebyggelse i de spredte bjergkløfter udviklede en politisk ånd. Hver Dalhøvding blev halvt uafhængig, og de store krigeriske stater, der opstod i øst og vest - Persien og Rom, holdt folket i underkastelse. Men mens armenierne politisk altid var svage, blev de åndeligt af en egen sej styrke. Dette folk gik først af alle over til kristendommen, sikkert før år 300, og fik i sin ensomhed sin egen selvstændige kirke. Under politisk usikkerhed og storme udviklede armenierne en egen rig kultur. Landet opdyrkedes, byer byggedes, hundreder af kirker og klostre smykkede snart landet. En efter tidens mål rig litteratur opstod, historisk relegiøs, politisk. Det armenske sprog fik sin faste skriftform. Kunst, arkitektur og håndværk blomstrede i det dygtige og flittige folk og har tjent som mønster viden om.

< Tilbage  Til side 5 >