Mandag 23/5 2022.

Armenien mødte sin sørgelige skæbne

Titel: Folkedrabet i Armenien - Årsagen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 5 af 9 < Tilbage

Myrdede armenske kvinder og børn. Ihjelsultede kvinder og børn, der i tusindvis rådnede hen langs ulykkestogenes veje.

Under kampen for sin kristne tro med det hedenske Persien og for sin politiske frihed med det snilde Byzans led Armenien meget. Blodvidnernes tal blev stort og martyriets dyrkelse blev gammel og dyb i Armenien. Dette folks stejle, urokkelige egenart fæstnedes, trods al ydre svaghed. Da mødte Armenien sin sørgelige skæbne at blive opslugt af det fremstormende Islam, først af de mildere arabere, siden af de kraftige tyrkiske og mongolske normadesværme. Efter hård modstand, der fra egn til egn fortsatte over 300 år, sank de sidste fattige rester af et frit armensk liv sammen (1375). Armenien blev et af tyrkisk og persisk muhamedanervælde trælbundet land, og kun sprog og kirke og den nedarvede nationale kultur holdt folket sammen.

I stedse tættere mængder drev de fjendtlige nomader deres horder ind over det brudte folks land. "De sorte telte" rejstes hvor ruiner af armenske bosteder lå. Det kristne folk fortrænges efterhånden og gik på landsflugt - ud at finde føden i fremmede egne. De reddede tilværelsen ved flittigt arbejde som håndværkere, lastdragere, karavaneførere og især som købmænd. Deres kundskaber, intelligens og orientalske føling gav dem fortrin for mange. Det var af alle de underkurde folk i Tyrkiet det, der bedst forstod at omgås tyrkerne og mindst mistænkes for modstand mod sultanriget. Mange armeniere nåede i tidernes løb betydelige stillinger i det tyrkiske rige, kom til at råde over dele af storhandlen og kunne trygt betros vigtige hverv af magthaverne. Men i hjemlandet lå bønder og småfolk under for vold og fattigdom.

Sidst af alle de undertrykte kristenfolk rejste armenierne sig, men mens grækere, serbere og bulgarere, mest ved Europas hjælp rev sig løs i løbet af det 19de århundrede, gik det armenierne, hvis fordringer af gode grunde, aldrig nåede videre end til at kræve tålelige livsforhold og nationalt selvstyre under tyrkisk overhøjhed, værre og værre.

Den tyrkiske styrelse, hvis syn på regering og menneskeret endnu er, som da den kom til magten for 500 år siden, mente sig i stand til at knuse denne splittetboende, svage folkestamme. I det yderste asiatiske hjørne af riget, presset ind mellem lutter islamiske stammer, uden et eneste rygstød - kunne den, selv i sit inderste hjemliv prisgivne armenske bonde ikke tænke på et virkeligt oprør. Men alene forestillingen om, at dette kuede, foragtede kristenfolk kunne berede tyrkerne vanskeligheder og volde europæiske magters indblanding og derved fare for rige og magt, fik den tyrkiske regering til at se rødt.

Armenierne var i deres øjne en afvæbnet folkerest på tyrkisk grund. Dets græsgange var i kurders hånd, drevet som sprængstof ind mellem de kristne bondebyer lå allerede hundreder af muhammeddanske. Byerne var i tyrkiske soldaters og embedsmænds fang, alt liv var hensygnende - og i dette land med dens usle vantro bønder og stumme kristne klostre, halvt i ruiner, her begyndte europæisk liv at spire.

Engelske og amerikanske missioner underviste, skoler rejste sig, armenske bøger og tidsskrifter gik fra hånd til hånd, gamle sange klang i landsbyerne - sange om Haïazdân og de gamle tider.

Denne bevægelse ville Islams herre, sultanen, ikke tåle. Han havde efterhånden lært, hvad nationalbevægelse betød. Provins efter provins var tabt til de vantro. Nu var det nok. Det var denne tankegang, der affødte den eneste tyrkiske form for kamp mod urolige, krævende vantro undersåtter: "Slå dem ned !"

< Tilbage  Til side 6 >