Mandag 23/5 2022.

Psykologien bagved armeniermassakrerne

Titel: Folkedrabet i Armenien - Årsagen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 6 af 9 < Tilbage

Efterladte børn. Efterladte og døende småbørn. Tørst og udmattelse gør en ende på dem.

Tyrkisk statsfølelse er aldrig kommet ud over nomadens standpunkt - at det erobrede land er en græsningsmark for sejrherren. Ingen pligter, ingen dybere hensyn binder til undersåtterne. Tanken om gensidighed mellem styrere og de styrede afvises som krænkende. - Udover at tåle de besejrede, så længe de betaler deres tribut og ikke forstyrrer ens velvære, går nomadehøvdingen ikke. I lad magelighed tillader han de foragtede at leve og snakke, hører ikke på dem, regner ikke med dem. Skriger de op, spørger han ikke om hvorfor, men slår dem ned med hundepisken. Af nogen statstanke om det skadelige i at ødelægge og lamme flittige rigsborgere besværes en tyrkisk hersker ikke.

Dette er psykologien bagved armeniermassakrerne. Den tanke, at armenierne særlig skulle have pådraget sit tyrkisk had, siden det stadig er dem, der myrdes, er ganske vildledende. Det var tidligere dem, der sjældnest myrdedes. I 1822 myrdede den tyrkiske regering 30.000 grækere på Chios, i 1860 10.000 syere i Libanon, i 1875 mangfoldige kristne i Bosnien, i 1876 20.000 bulgarer i Tundjadalen. - Armenierne er det sidste kristne folk af betydning under tyrkisk herredømme - og derfor er det nu det, som myrdes. - Da mordredskaberne er mere fuldkomne, organisationsevnen større - egnene mere utilgængelige, blodtørst og plyndrelyst lettere og farefriere at tilfredsstille, bliver resultaterne så forfærdelige. Men det ligger aldeles ikke i, at hadet til armenierne er større i den muhammedanske befolkning end til andre "vantro". Det er blot den frembrydende nationale modstandsånd, der hver gang har fået sit blodige tyrkiske svar - sidst bad armenierne om deres ret - og fik deres svar.

Hertil må så føjes den stadige indblanding fra Europas stormagter, drevet frem dels af iver efter at øve tryk på sultanen for derved at opnå fordele, dels af velment, men viljesvag medfølelse med de lidende og klagende.

Stormagternes politiske misbrug af det lidende armenierfolks retfærdige krav, - sultanregeringens mistænksomme uro for følgerne, fører til grum forfølgelse af det armenske folk, skatteudpresning, fængslinger, tortur - åben vej for kurdisk rov og plyndring i de kriste landsbyer, til sidst Europas krav og et net af ingåede, forhadte forpligtelser. Netop for at løse sig fra dem, var det at Abdul Hamid forsøgte at tvinge armenierne til tavshed. Han lod i 1895-96 henved 200.000 af dem myrde og angav som årsag til slagtningerne den nødvendige undertrykkelse af en stor opstand. Det var løgn, Europas magter vidste det, men det passede dem politisk at finde sig i denne løgn.

Dermed var Armenien prisgivet.

Det er ikke svært at forklare forholdet mellem Armenien og ungtyrkerne. Som et jaget vildt var armenierne blevet efter Abdul Hamids massakrer. Det forpinte folks førere greb med iver ungtyrkernes udstrakte hånd for at hjælpe til at styrte den blodige sultan. Det lykkedes, og armenierne krævede den lovede løn: Lighed for loven, indre selvstyre, værn mod ulovlighed og vold.

< Tilbage  Til side 7 >