1. Hedeboere - Et folkeminde
2. Kloge mænd og koner
3. Lod sig fotografere som kvaksalver
4. Ejendommelige mennesker og sære typer
5. Eneboeren og særlingen fra Langelund
6. Boliger med karakteristiske forskelligheder
7. Bilæggerovn, kiste og bornholmerur
8. Sigøjnere er hedens vagabonderende folkefærd
9. Hedens folk gør brug af lyngen
Lod sig fotografere som kvaksalver
Den 97 årige landsbyspillemand Hans Krog fra Blåhøj.
An' kunne hjælpe for,hvad der var "forgjort" og "løse fri for onde øjne". Men var der noget, hun ikke magtede på det område, fik hun hjælp af broderen, Hans Amlund. En dag kom en mægtig stor "svot kok" og satte sig på gruekedlen hos hende. Hun kunne ikke få den gennet væk, men det kunne broderen. "Djævlen gå i et" sagde han "vår den et gjennet væk, vår e gård gavven op i luer".
An' havde to brødre: Hans den Gode og Niels. De kunne både fortrolde folks kreaturer, så de feks. ikke gav mælk, og løse dem fri igen, samt signe og mane og værge for onde øjne. An' døde i 1907 - 91 år gammel - og med hende forsvandt en ejendommelig type af kloge koner. De findes endnu, og jeg har fået tilladelse til at fotografere en af de nulevende i arbejde, men på betingelse af, at billedet ikke blev offentliggjort før efter hendes død. Da jeg kom til hende var familien forsvundet og viste sig ikke, skønt jeg blev beværtet godt efter udført arbejde. Det, at deres kone og moder lod sig fotografere som kvaksalver, ville de dog ikke overvære.
Landsbyspillemanden Hans Krog er nu 97 år. Han bor i Blåhøj. Som spillemand har han vandret fra sted til sted og spillet i 22 forskellige sogne til alle slags fester både til glæde og til sorg, og han har fulgt slægten fra vuggen til graven og spillet for den næste med. Han var med i krigen i 1848, men han fik sin dekoration noget sent. Hans kaptajn udpegede ham på grund af hans mod og sikre øje og lovede at indstille ham til at blive dekoreret. Men inden det skete, faldt kaptajnen i krigen, og sagen blev glemt i mange år. Nu i sin høje alder hæfter han sit kors på diplomatfrakken med et lille tilfreds smil. Meget kunne han desværre ikke huske at fortælle om sig selv. Derimod tog han sin violin og spillede en gammel melodi - en vals - for os. Hans øjne lukkede sig halvt, og et sært drag lejrede sig om hans mund. Foden vippede takten, og hans tanker gled bort fra virkeligheden til minderne fra de dage, da unge karle og piger svingede sig om ham og trylledes af hans toner. Han havde i sin ungdom haft dygtige lærere og havde tænkt sig at blive til noget mere end en omvandrende spillemand.
Da spillet var færdigt, blev der så stille i stuen. Han sad med lukkede øjne en lille tid, så smilede han genert og hviskede: "Jow, jow, ded æ manne, manne år siden".
Nord for Grindsted, omtrent et par mil borte, ligger et par huse, der hedder Skovsende. Her er også frit for skov, her er kun lyng og atter lyng. Bynavene her i vest- og mellem-Jylland minder om de tider, da træerne hvælvede sig over landet: Skovlund, Filskov, Langelund, Hjortlund, Skovsende osv.
Nu er nåletræerne begyndt at tage kampen op med lyngen, for at give heden tilbage til civilisationen.
< Tilbage Til side 4 >