Søndag 29/11 2020.

Ejendommelige mennesker og sære typer

Titel: Hedeboere - Et folkeminde. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 4 af 9 < Tilbage

Vejmand Kristiansen og kone. Vejmand Kristiansen og hans kone, der er nogle af de ældste udflyttere på heden.
  Vejmand Kristiansen hus. Vejmand Kristiansen typiske gamle hedehus.
  En gammel hytte. Chr. Mathiesens hytte, hvor regnen strømmede ned gennem taget, så han måtte ligge under bordet for at ligge "tørt".

Fjernt derude ligger ensomt et typisk gammelt hedehus med vinduerne tæt under tagskægget og med usædvanligt højt dørtrin for den lave dør - gæster bør komme besindigt ind i huset, bøje nakken og løfte benene. De, som har hast, kommer ikke altid for det gode! - Først i den sidste menneskealder var granerne vokset op omkring boligen. Der lever vejmand Kristiansen med sin kone som nogle af de ældste udflyttere på heden. Han er kommunikationens vedligeholder. Hans embedsskilt hænger i forstuen. Nu sidder han og hviler med den "røde lue" på hovedet og fortæller konen om dagens begivenheder. Men det at være vejmand nu til dags huer ham ikke. De skidt biler ødelægger mere, end de gør gavn til. Ja, de ligesom suger vejen bort under hjulene, og så får man kun trusler i forbifarten, når man i embeds medfør lægger skærver på vejen, for at ordentlige køretøjer også kan komme frem. Og sikket jaw, de har. Der er aldrig tid til at få en snak eller høre lidt nyt. Man kan lige nå at få vendt sig om og se, at de er borte.

Ejendommelige mennesker og sære typer vil man kunne finde herude. Det er også forklarligt, at den dystre hede former sindene. Vinteren med de korte dage fjerner menneskene fra hinanden. I løbet af de få timer det er lyst, er der ikke tid til at søge til naboerne, og når sneen fyger over de lave sletter, bunker sig sammen om boligerne og udsletter hedevejene, så bliver folk pænt i hus. Stormens hylen er det eneste bud om verden uden for de lune stuer, hvor tørvene gløder og oser.

Jeg besøgte en mand i Langelund. Han levede som eneboer, og kun af sær nåde fik jeg lov til at fotografere ham. Alt var forfaldent hos ham. Han overkom ikke at holde sin gård vedlige. Jorden blev ikke dyrket, og bygningerne lå som ruiner. I den del af vågningshuset, som var bedst, boede han i en stue, som så ud til ikke at have været rengjort i en årrække. Han betroede mig, at han i regn- og snevejr redte sit leje under bordet, da taget var så fuldt af huller, at han ellers ikke kunne ligge "tørt". Med sit smukke apostelhoved og det lange hår hængende ned over skuldrene og med de langsomme værdige bevægelser og de drømmende øjne gav han en indtrykket af at stå over for et menneske, som følte sig fjern fra alt dagligdags. Han levede sit drømmeliv i interesser for fund fra oldtiden, og han spillede en lille primitiv melodi for mig på sin defekte violin - en melodi, sådan som han nu havde tænkt sig den lyde fra de gamle bronzelurer.

< Tilbage  Til side 5 >