Søndag 29/11 2020.

Sigøjnere er hedens vagabonderende folkefærd

Titel: Hedeboere - Et folkeminde. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 8 af 9 < Tilbage

Storbondens gård. Kresten Vestergaards våningshus og aftægtsbolig.
  Sigøjnere. Musicerende sigøjnere.

I nærheden af Døvling ligger en lille gammel by som hedder Bøvl. De fleste gårde er nu ombygget og moderniseret, og den ældste, typiske gård står for fald. Gårdspladsen dækkes i den grad af møddingen, at man netop kan snige sig langs med længerne gårdspladsen rundt. Den nærmeste nabo her gjorde sig bekendt i svenskekrigen 1659-60. Han lokkede svenskerne efter sig ved at løbe ud i mosen, som han kendte ud og ind, og slap selv godt nok tilbage, men største parten af forfølgerne blev siddende fast i hængedyndet, sank i og druknede. Hævnen udeblev naturligvis ikke. Svenskerne afbrændte bagefter hans gård. Den blev bygget op igen og fik navnet "Brandgården". Men en ny ejer forbød at bruge det navn. Det lød ham for farligt. Således forsvandt sammen med navnet det sidste minde om hine bevægede tider.

Sigøjnere er hedens vagabonderende folkefærd. De drager rundt fra sted til sted og fører al deres rørlige gods med sig i en vogn, der er forsynet med vinduer og dør. Den er deres hjem: køkken, soveværelse - alt.

Sortøjede, livfulde, spraglet klædte, musikalske, bukkende og samtidig storsnudede og meget upålidelige er de. Jeg spurgte en lille henrivende sigøjnerpige, hvor hun var født. "Udenfor Mølby Kro", var svaret. Disse farende svendes liv er tilfældigt. Hvor fødes de, og hvor dør de - udenfor.

På en herregård længere nordpå traf jeg en trup, som henrykt over gårdens ejerinde talte fransk, fortalte hende om deres ejendomme i syd-Frankrig, Holland og Norge. En 10.000 tdr. land påstod de at eje. De gjorde indkøb på gården af høns, fransk vin og bayersk øl. Hønsene stegte de på spid, som de var, med fjer og indvolde. Sigøjnerne påviste, at en stor kobbergruekedel, som gårdens folk lige havde brugt, og som ikke havde fejlet noget, havde en mægtig læk, og med virtuositet rokkede de den løs af murværket og fornyede hele bunden. Arbejdet var godt nok, de hamrede løs med knipler for at overbevise derom. Da der selvfølgelig forsvandt mange ting på egnen, mens de var der, forlangte herresfogden sikkerhed hos dem og fik uden vrøvl deponeret en sparekassebog med 10.000 Kr. På billedet ser man dem optræde med fuld musik. Det ejendommelige blæseinstrument er en sækkepibe, og denne behandles tilligemed tromme, triangel og bækken af een mand. Kvinderne dansede gratiøst og ildfuldt med kastagnetter og tamburin. Truppens pågåenhed blev imidlertidig så stor, at den blev udvist af øvrigheden, som til sidst tabte tålmodigheden.

< Tilbage  Til side 9 >