Mandag 29/11 2020.

Hedens folk gør brug af lyngen

Titel: Hedeboere - Et folkeminde. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 9 af 9 < Tilbage

Lyng på taget. Tækkemanden tækker gavlen med lyng.
  Tørv skæres. Der skæres "Flawtørv" på heden.

Den "golde" hede er - når man lærer den at kende - et stykke land, der yder meget til de mennesker, der lever i den og af den. De fladt gravede lyngtørv (flawtørv) afskrælles i firkantede stykker med en særegen spade og giver et fortrinligt lunt dækkemateriale til udhuse o.lign. Det er prisbilligt og kan let fornyes.

Den høje buskede lyng bruges også delvis som tækkemateriale til selve gården. Vore typiske bøndergårdes skønne mosgroede tækkede tage erstattes lidt efter lidt af hårdt materiale. Derved formindskes både brandfaren og assurancepræmien. Endnu beholder vi forhåbentlig stråtagene i mange år, da tækkemændene dels fornyer de gamle stråtage og dels bøder på dem. De her på billedet forevigede tækkemænd arbejder på den gamle herregård Jullingsholm, som i det 16. århundrede tilhørte den adelige familie Juul (med en stjerne i våbnet). Det ses på billedet, hvorledes særligt udsatte steder (vestgavlen) tækkes med lyng.

Om efteråret bedårer lyngheden ved sit væld af farver. Det er ikke alene det milevide, violette tæppe, som først fanger øjet, men for hvert skridt man går, lyser rødt og gult og sort frem i lyngen i broget rigdom. Lavarterne i bunden giver de øvrige relief ved deres raffinerede grå nuancer. Revlingebær, blåbær og tyttebær (krøsbær) forøger farvesymfonien og drager skarer af bærplukkere ud over heden, hvor de med rappe små nap fylder bærrene i deres kurve.

Den bedst kendte virsomhed på heden er vel nok tørveskæring i moserne. Derimod er det næppe kendt af ret mange, at der ude på heden fabrikeres trækul af tørvene. Der er forskellige håndværkere, som bruger disse kul, feks. blikkenslagere. I et døgn skal tørvene ulme i milen, og i den tid må manden "stå vagt" derude for at passe, at ilden ikke slår gennem jorddækket.

Der graves en dyb rende som vender mod vinden og ender i et rundt hul. Renden virker til at skaffe den fornødne træk til fyrstedet. I den runde grav anbringes en stak tørv over lidt kvas, som antændes, og når tørvene er glødende, dækkes de med jord, forsigtigt, så at ilden ikke slukkes, og dog så tæt, at flammerne ikke slår ud, hvorved det hele ville brænde op. I et døgn holder manden vagt ved milen, og konen kommer ud med kaffe og brød og forkorter ham tiden. Efter endt brænding sigtes trækullene fra, men manden, der holder vagt, får tankerne på gled, - fra himlen bliver rød og lyngen sort, til himlen igen får farve, og lyngen og alle andre ting viser sig som de er, og ikke mere kogler ham ind i deres tusmørkefarver, tåger og sære lyde i den store stilhed. Bonden lever med naturen og begriber dens realiteter, når de foregår i virkelighedens dagslys, men til gengæld oplever han på nærmeste hold skabelsens under år efter år, - er det da at undres over at mystikken stadig lever i ham!

(Forfatter: Ukendt)
  < Tilbage