Søndag 22/5 2022.

Corfitz Ulfeldt

Titel: Om Leonora Christina. Kategori: Menneskelivet 1926. Side 2 af 11 < Tilbage

Corfitz Ulfeldt. Greve Corfitz Ulfeldt, Danmarks riges hofmester, Leonora Christinas ægtefælle. Jaget over hele Europa som landsforrædder døde han i en båd på Rhinen i 1664

Leonora Christina voksede fra 1629 op ved hoffet sammen med sine søskende. De havde deres hofmesterinde og en hel stab af lærere. Hun var allerede halvvoksen, da kongens jalousi og Kirsten Munks lede ved ham og tåbelige opførsel for at skade ham forårsagede et ulægeligt brud mellem forældrene. Som de andre større børn blev hun hos faderen. Adskilligt tyder på, at hun i en særlig grad var hans øjesten. Som barn var hun blevet trolovet med en ung dansk adelsmand, Corfitz Ulfeldt, en søn af kansleren. Da hun i en alder af 15 år ægtede ham, var han dobbelt så gammel som hun.

Det var to ejendommelige mennesker, som da sluttede sig til hinanden. Hun, som stod så højt i Christian IV's gunst, havde arvet mange af hans egenskaber, hans rastløse arbejdsiver, hans vidtomspændende åndelige interesser, hans følelse for sine omgivelsers vel, men også hans sans for værdighed, hans selvfølelse og disputerlystne stædighed, men så ung hun var, var disse egenskaber endnu ikke kommet til deres udfoldelse.

Corfitz Ulfeldt derimod stod i sin fulde blomstring. Højt begavet, meget belæst og udstyret med en ejendommelig evne til at vinde de mennesker, hvem han ønskede at gøre indtryk på, var han en person, som allerede udpegedes som den kommende mand i vore politiske forhold. Han var fuldblods adelsmand og hævdede ubøjeligt denne stands privilegier og rettigheder, både over for de andre stænder og over for kongen, men han var ingenlunde ensidig knyttet til sin kreds. Hans hus blev hjemsted for borgerskabets bedste mænd, Københavns borgmestre og magistrat, videnskabsmænd og kunstnere og de rige fremmede, som på handelens vegne gæstede byen. Alle disse kræfter forstod han at vinde og utvivlsomt har han ofte hentet finansielle råd fra deres kreds. Han var en frygtløs og letsindig natur, en mand, som aldrig satte sin mening under stolen, men uden at vare sin tunge ofte gik mod de mægtige, og som tog sit parti, uanset om det faldt i god jord eller ej. Følelsen af sin overlegenhed over sine samtidige, og bevidstheden om sin evne til, om det gjaldt, at kunne vinde modparten for sin sag, gav ham en skæbnesvanger overvurdering af sin magt, og hans selvfølelse kunne udarte til ilde anbragt praleri. Han var en stadselig, værdig og fornem mand at se til, og en munter og trofast stalbroder.

< Tilbage  Til side 3 >