Søndag 22/5 2022.

Opholdet i Blåtårn

Titel: Om Leonora Christina. Kategori: Menneskelivet 1926. Side 10 af 11 < Tilbage

Blåtårn på Københavns Slot. Det gamle Københavns Slot med Blåtårn. Med X er vinduerne, hvor Leonora Christina var fængslet, afmærket. Til højre kongens opholdsrum, til venstre riddersalen. Fotografi efter modellen på Frederiksborg Slot.

Men trods alle fortrædeligheder og ærgelser har hun forstået at hygge sig i fængslet. Da Christian V kom på tronen fik hun også store lettelser, og dagen gik nu med at skrive eller tegne, med håndarbejde og musik (hun købte sig et lille klaver) eller med lærde studier, idet hun gav sig til at samle stof til en bog "Heltindens Pryd", en samling af kvindebiografier, ordnede efter den fremtrædende egenskab. Stundom skrev hun digte, mest af religiøs natur, salmer, som nu i reglen forekommer forældede og uden dybde. Hun havde også mulighed for at føre korrespondance med omverdenen.

Også hendes personlige forhold var mere tålelige, end man skulle tro. Fra hofskrædderen fik hun hvert år meget kostbart og fornemt udstyr. Hun fik rationer fra hoffet, som kun de aller fornemste, f.eks. om vinteren 21 lys, om sommeren 14 lys ugentlig. Hver dag leveredes der hende 1 pot vin og 2 potter fint øl, mens hendes pige fik 2 potter tarveligere øl. Vinen og lysene brugte hun i reglen til en slags bestikkelse af vogterne, så hun fik friere hænder. Og når man ser hen til de mængder mad, som beregnedes for hende, forstår man, at den anvendelse, hun ofte gør deraf, for at mildne sine kår eller lette andres, ikke behøver at have berøvet hende noget middel til at stille sin sult. For daglig skulle hun have fire retter mad, og hver ret var så rigelig beregnet, at den f.eks. skulle indeholde en hel gås, et kvart lam eller to ænder.

Hun fandt sig også roligere i fængslet i bevidstheden om, at hun sad der uden dom, og hun mente, at sålænge dette var tilfældet, forbeholdt hun sine børn retten til noget af det danske jordegods, idet man ved dommen kun kunne inddrage Corfitz Ulfeldts del, ikke hendes. Det var vel et skuffende håb, hun heri nærede. Dommens ordlyd var hende imod, og enevoldsregeringen gav nødigt konfiskeret gods tilbage. Mens Sverige senere gav hendes arvinger en del af deres svenske gods tilbage, og der formentlig også ad anden vej i udlandet er sket en regulering af familiens krav, synes spørgsmålet her i landet forlængst afsluttet uden indrømmelser til slægten. Men i sit håb havde hun en kraft, som værnede hende mod forsøg på flugt, om denne havde været mulig.

< Tilbage  Til side 11 >