Lørdag 21/5 2022.

Gifte svende - Wiberkarle

Titel: Hånværkere på valsen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 9 af 9 < Tilbage

Strejke blandt arbejdere. En forligsmand fra gamle dage. Billedet viser strejkende tømrersvende i 1794. Præsten ved Nikolaj Kirke i København søger at tale dem til rette. Øjensynlig vil svendene ikke høre på ham.

Der var nogle svende, der navnlig i de ældre tider ikke havde det godt, nemlig de, der havde giftet sig, de såkaldte "Wiberkarle". Dem blev der set ned på, og de måtte på værkstederne vige for de ugifte, ligesom de ikke fik geskænk, når de gik på vandring.

Der var tider, hvor de slet ikke tåltes i laugene, og hvor det utrykkelig hed, at wiberkarle og soldater kun måtte tages i arbejde, når der ikke var laugsvende at få.

Efterhånden bedredes dog deres stilling, og nogle nåede endog særlige besgunstigelser, nemlig de, der havde ægtet ("befriet") en mesterdatter eller mesterenke og derefter nedsatte sig i byen. De fritog jo derved henholdsvis mestrene og laufet for forsørgelse af disse.

Var svenden blevet træt af vandringerne eller længtes han efter at sætte foden under eget bord, ansøgte han lauget i den by, hvor han ville slå sig ned, om tilladelse til som indledning at måtte sidde mestersvendeår. Dette gik oftest sådan til, at han bestyrede værkstedet for en mesterenke eller for en syg mester og deved godtgjorde sin duelighed.

Det var dog ofte sådan, at man kunne blive fri for disse mestersvendeår mod at give en afgift til mester, og mestersønner eller svigersønner var altid fritaget derfor.

I 1600 kunne man imidlertid ikke uden videre afbryde sin vandring, når man behagede det. De forskellige laug fastsatte visse år, hvor man skulle vandre, og så skulle man yderligere arbejde et år i byen, inden man gjorde sit mesterstykke. Men var dette ikke tilfredsstillende, måtte man ud at vandre igen.

Dette viser også, at man ved vandreårene netop søgte at få de unge evner underbygget ved det nye, de så og hørte rundt om.

Desværre faldt dette efterhånden bort, og i de små købstæder i Danmark blev det efterhånden sådan, at en dreng blev sat i lære, blev svend og senere mester uden nogen sinde at have stukket næsen uden for den lune hjemlige rede.

Dette var selvfølgelig heller ikke af det gode. Den, der ikke ser noget nyt, som ikke taler med andre og lærer at bruge sine øjne samtidig med fingrene, han bliver aldrig andet end en dusinhåndværker.

Nej, den frejdige svend, der virkelig havde mod på livet og lyst til at gøre dygtigt arbejde, han snørede nu og da sin randsel, tog "ærlig afsked med sin mester uden trods, i ædru tilstand og uden sidevåben", således som Skråen forlangte det, og drog ud for at se sig om.

Med sin "Ziegenhainer" i hånden, en forsoren og zünftig fyr med sang på læben og et muntert ord til pigerne var han en smuk repræsentant for sin tid og sit håndværk.

Han drog ud og bragte altid noget med hjem - oftest noget virkelig godt!

(Forfatter oplyst som: S)
  < Tilbage