Søndag 22/5 2022.

Afrejse fra San Francisco

Titel: Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 3 af 12 < Tilbage

Skib og besætning synes således at have fyldestgjort de strengeste krav, der kunne stilles dem. Men føreren selv gjorde det ikke mindre. Han var almindelig anerkendt for sin dygtighed og havde fra sin ungdom udvist både stor energi og udholdenhed. Han var desuden en hårfør natur og selv i besiddelse af den store sindsligevægt, han krævede af sine mænd. Han stillede store krav til sine undergivende, men altid større til sig selv og var derfor altid godt lidt af sine folk. At også hans ligestillede satte pris på ham og havde tillid til ham belyses klart af Melvilles og Chipps beredvillighed til at tage med.

Skib, mandskab og leder - alt var det altså, som det skulle være. Der var grund til at stille de lyseste forhåbninger til ekpeditionen.

Den 8. juli 1879 står 'Jeannette' ud af San Franciscos havn under al mulig honnør. Der er tæt af mennesker, som vinker farvel og ønsker lykke på rejsen, en hel lille flåde af lystfartøjer og dampbåde følger på vej. Dampfløjterne lyder, salutkanoner affyres, og hvert skib, de møder, sænker flaget som hilsen. At også glæden om bord var stor, viser de første - og eneste - breve, som de Long sender hjem til sin hustru.

En skonnert følger dem til Berringsstrædet med en ekstraforsyning af kul. De anløber Alaska for at få ca 40 hunde og 2 eskimoer om bord. Derefter sejler de d. 28. august ind i Polarhavet. Men de har endnu en mission at udføre, inden de kan gå mod nord. Man var den sommer meget bekymret for Nordenskjölds ekspedition, der var gået ud året i forvejen for at finde norøstpassagen, vejen mod nord om Europa og Asien til Stillehavet. De Long havde fået ordre til at søge efterretning om den, og han må derfor anløbe Asiens nordkyst. Men allerede anden gang han lægger ind (ved Pitlekai), træffer han netop Nordenskjölds vinterkvarter og får hos de indfødte at vide, at han en månedstid tidligere i god behold er sejlet østpå mod Berringsstrædet. Som bevis for, at han virkelig har overvintret her, finder de Long bla. hos de indfødte en svensk, en norsk og en dansk uniformsknap.

Det er d 31. august man får denne oplysning, og alle føler sig glade og taknemmelige over, at de nu med god samvittighed kan rejse videre i deres eget ærinde. Heldet syntes at tilsmile dem. Efter at have holdt gudstjeneste, sætter de endnu samme dag kursen ud over Ishavet mod de gådefulde nord.

Men glæden skulle blive kort. Tre dage senere øjner de is forude, og allerede d. 6 september ligger de indespærret i isen nord for Herald- og Wrangeløen på ca. 710 n. br. "Et herligt land at lære tålmodighed i", skriver de Long allerede den dag i sin dagbog. Han skulle senere sande det i stedse højere grad.

< Tilbage  Til side 4 >