1. Et nederlag: Jeannette-Ekspeditionen
2. Kapital, skib og mandskab
3. Afrejse fra San Francisco
4. Overvintring
5. Is og sygdom
6. Bekymringer og mismod
7. Land i sigte
8. En isskruning sænker skibet
9. Et skridt frem og to tilbage
10. Udmattelse og død
11. Genforening og eftersøgning
12. Status efter ekspeditionen
En isskruning sænker skibet
Jeannnette synker ved de nysibiriske øer den 12. juni 1881.
Stor er deres glæde og forventning. Men den ironiske skæbne rammer dem atter, hårdere end nogen sinde. En ny voldsom isskruning sætter ind den 12. om morgenen. I dagens løb bliver man klar over, at denne gang holder skibet ikke og begynder på redningsarbejdet. Alt, hvad man mener at kunne få brug for: slæder, både, telte, klæder, proviant, geværer, instrumenter, kort, optegnelser o.m.m., bringes fra borde, og da presset stadig bliver voldsommere, går man om aftenen til ro på isen. Ved midnatstid vækkes man ved, at isflagen revner, alt må flyttes, kl. 2 går man atter til ro - og kl. 4 synker 'Jeannette'.
Det vil næppe være muligt at sætte sig ind i de 33 mænds følelser, som de den morgen står der og ser skibet, deres bolig og tilflugt gennem 2 år, stille, med flaget oppe, forsvinde i isen. De er nu efter 22 måneders drift med isen stillet overfor et farligt og møjsommeligt tilbagetog. Der er mindst 500 kvartmil (ca. 940 km.) til de nærmeste beboede egne på Asiens nordkyst, og de har kun proviant til 60 dage. Indtil skibet gik ned har de endnu håbet på at kunne trænge længere frem mod nord, men nu er der kun ét mål: frelsen - selv om det er hårdt at skulle vende om på 770 18' n. br.
Skibet er forladt i ro og orden. Nøgternt og klart lægges der nu en plan for tilbagetoget. Alt, hvad man skal have med, fordeles på 5 slæder, som mænd og hunde, inddelt i hold, skal trække, desuden medføres 3 store både. Den første dag på isen er netop en søndag, de holder derfor gudstjeneste og begynder så tilbagetoget. Men det bliver meget værre, end de har antaget. Isen er næsten ufremkommelig, blød og oversået med søer og damme, afbrudt af små og store revner. De enkelte hold kan ikke trække slæderne og bådene, men må hjælpe hinanden og altså møjsommelig tilbagelægge hver strækning flere gange. Undertiden må de gøre omveje på 4-5 kvartmil for at nå en enkelt kvartmil frem. Kommer de til revner, må de bygge isbroer eller benytte store isflager som færger. Anstrengelserne er umenneskelige. Og når de udmattede mænd efter dagligt slid søger lidt hvile i de klamme soveposer, er resultatet dog kun ringe, sjældent 3-4 kvartmil, ofte kun 1-2.
< Tilbage Til side 9 >