Mandag 23/5 2022.

Barbariske prydelser

Titel: Skønhedsbegreber. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 4 af 7 < Tilbage

Pelikankvinder. "Pelikankvinder", fra Sara-Djinge stammen syd for Tshadsøen i Afrika. Læberne udspiles hos de spæde børn med små træskiver, der efterhånden bliver gjort større og større. Man har målt skiver der var 50 cm. i diameter. Føden, der indtages flydende, hældes på underlæbens skål, som løftes op i vandret stilling.
  Kvinde med spidse tænder. Indfødt kvinde fra det nordlige Congo, hvis tænder i overmunden er filet spidse med skarp flint. Den smertelige operation udføres, mens børnene er femten år og i stand til at udholde pinen. De spidse tænder er gerne et tegn på menneskeæderi. Bemærk ardannelserne.
  Dreng med ovalt hoved. Dreng, hvis hovedskal mens det endnu var blød i den unge alder, har været klemt mellem to træplader, for at få den ønskede flade form.

Almindelige ørenringe bruges af næsten alle vilde folk og civiliserede med. Gennemboring af næsen er også overmåde hyppig. Der stikkes nåle eller pinde ind, som stritter ud til begge sider. Mange kvinder i Indien lader indfatte en lille mønt eller metalskive i den ene næsevinge. Andre hænger kæder tværs over den ene kind fra øret til næsefløjen.

Mere barbariske prydelser er de såkaldte læberinge, "Pe-le-le", der bruges af mange negerstammer i midt - og syd-Afrika, hos Botokuderne i syd-Amerika og en enkelt indianerstamme i nord-Amerika. Over- og underlæben gennembores, og der sættes skiver ind, der gøres større og større, så at læberne stadig spiles mere og mere ud. Hos Sara-Djinge stammen syd for Tshad Søen har denne skik taget former, der sikkert hører til det mest fantastiske af, hvad man overhovedet træffer af denne art. Kvinderne her omdanner deres munde til kolosale fuglenæb, der hænger helt ned til brystet, og som bestandig gøres større, så at man med temmelig stor sikkerhed kan bestemme en kvindes alder efter størrelsen af hendes "næb". Disse besynderlige skabninger blev opdaget af en fransk ekspedition for nogle år siden. Man har søgt forskellige forklaringer angående meningen med denne barbariske skik, men nogen helt tilfredsstillende er ikke funden. Landet var tidligere et af de områder hvor der blev foretaget regelmæssige slavejagter, hvor mænd kvinder og børn i massevis blev fanget og solgt som slaver på Ægyptens, Tripolitaniens og Konstantinopels slavemarkeder. Man har derfor tænkt sig, at de kunstige næb skulle være en slags beskyttelse for kvinderne, da de ikke kunne tænkes at indbringe så høje priser som andre, men nærmere undersøgelser har vist, at denne forklaring ikke holder stik. Mændene foretager sig nemlig ikke noget tilsvarende for at beskytte sig, skønt de er ligeså udsatte for at blive gjort til slaver som kvinderne, og det viser sig, at den ejendommelige prydelse gør dem ikke mindre værd på markedet. Opdageren, den franske Dr. Maruz, spurgte stammens høvdinger om forklaringen og fik at vide, at det var en ældre skik, og at det blev gjort, for at man kunne kende stammens kvinder fra de omboende stammers. Det stod i forbindelse med de ægteskabelige forhold, idet det var den kommende ægtemand, der først borede læberne igennem på sin tilkomne og anbragte ringen, mens hun endnu kun var fem år gammel. Man kan altså betragte den som en slags forlovelsesring. I begyndelsen, indtil de indsatte skiver har nået en vis størrelse , er læberne stærke nok til at bære dem oppe i vandret retning, men der kommer et tidspunkt, da de bliver for tunge og synker ned, ikke så underligt! Dr. Maruz så en kvinde, i hvis underlæbe sad i en skive på omtrent 50 centimeter i diameter, det vil sige, at den dækkede brystet fra skulder til skulder. Underlæben er altid større end overlæben, og skiverne er svagt udhulede på indersiden. Som man kan tænke sig, er det forbundet med overordentlige vanskeligheder for de arme kvinder at spise og drikke. den stakkels "Pelikankvinde" må med den ene hånd holde underlæben oppe, mens hun med den anden hælder føden i næbet. At tale formår hun ikke, kun at udstøde nogle uartikulerede lyde, der ligner hundegøen, og hvor med hun lige akkurart kan udtrykke det allernødvendigste. Når hun går, klaprer læbeskiverne mod hinanden som kastagnetter.

< Tilbage  Til side 5 >