1. Skønhedsbegreber
2. Håret, et af legemets naturlige prydelser
3. Kvinde fra borneo med gennemborede øreflipper
4. Barbariske prydelser
5. Tegn på menneskeæderi
6. Tatoveringen har en tredobbelt hensigt
7. Grunden til mishandling af legemet
Grunden til mishandling af legemet
Kineserinde med tæerne bundet hen under hælen for at foden kan blive lille. Hun kan kun bevæge sig meget korte strækninger på de lemlæstede fødder.
Ung fuldblods negerkvinde fra Sierra Leone på Afrikas vestkyst. Den unge pige er fri for ar, tatoveringer eller andre legemsmishandlinger.
Ung Nubier, der også efter den hvide races skønhedsbegreber må kaldes smuk.
Ofte er bemalingen direkte udtryk for tilknytning til en bestemt relegion, som for eksempel i Indien, hvor Shivadyrkerne kendes på tre hvide striber på panden, skuldrene og brystet, og Vishnus tilhængere på to røde og hvide vædderhorn fra næseroden op over panden. På Andamanøerne og i øvrige Congo bruges bemaling af hele legemet som sørgedragt. Kvinder, der har mistet mand eller børn, smører sig ind i hvidt ler eller kalk eller maler sig med lodretrette grønne og gule striber over hele legemet. Den bruges også som middel til at skræmme fjenden. Hos Zulukafferne og nord-Amerikas indianere spiller "krigsmalingen" en stor rolle.
Når man gennemgår alle de forskellige måder, hvorpå menneskene mere eller mindre mishandler deres legemer i et skønhedsideals tjeneste, - kineserindernes små fødder og lange negle ikke at forglemme, - får man let indtryk af uhyre tåbelighed. Man man bør dog ikke glemme, at vi på de fleste punkter ikke har noget at lade andre folkeslag høre. Mishandling af legemet ved alt for stramme korsetter og alt for små sko er ingenlunde ukendte fænomener hos os. Heller ikke bemaling af læber, øjenbrun og kinder. Mange spanierinder ville ikke føle sig fuldt påklædte uden bemalet næse, gul hage og hvidpudret pande og kinder. Ørenringe er heller ikke ualmindelige hos os, og vejen derfra til næse- eller læberinge er måske kortere end man tror. Og hvis man forbavses over, at negrene kan finde behag i at se deres kvinder med pelikannæb eller glatragede hoveder, skal man blot tænke på, hvor hurtigt smagen hos os skifter, når moden byder det. For at overbevise sig derom behøver man blot at tage et modeblad frem fra for tyve eller tredive år siden. Man vil finde ting deri, der virker lige så hæsligt og meningsløst som de mest barbariske påfund af negre eller malajer. Og vil man have et indtryk af, at de "vilde" alligevel i de fleste tilfælde i deres udsmykning og klædedragt har truffet det, der passer for dem, behøver man blot at se på en neger i europæisk dragt med lakstøvler og høj hat og sammenligne ham med en der bærer sit folks dragt. Man lærer heraf, at skønhedsbegreber ikke uden videre kan overføres fra et folk til et andet, men hænger sammen med sjælelige og legemlige ejendommeligheder og derfor er i bestandig skiften fra sted til sted.
(Forfatter: Ukendt)< Tilbage