Onsdag 12/12 2018.

Straffemidler gennem tiderne

Kategori: Menneskelivet. Udgivet 1924. Side 1 af 11.

Straffemetoder. Forskellige straffe og henrettelsesmetoder fra middelalderen. Fra venstre til højre: For neden 1) Piskning med ris. 2) Henrettelse ved sværd. 3) Radbrækning: Bøddelen bereder sig til at flette det sønderslåede legme i hjulet. 4) Afhugning af en falskners hånd. Foroven: 1) Anbringelse i gabestok. 2) Henrettelse ved drukning. 3) Opskæring og udrivning af indvolde. 4) Bål og brand. 5) Udstikning af øjne. 6) Hængning.

"Den dag, Djævelen fik held til at give det ene menneske magt over det andet, tilbagelagde han de tre fjerdedele af vejen til sit mål: Helvedes grundlæggelse på Jorden."

Citatet er af anarkisten, russeren Fyrst Krapotkin, men han glemmer at tilføje, at fejlen egentlig er Vorherres, der skabte menneskene til at leve i samfund, styrede, ikke af uforanderlige naturlove, men af menneskelige interesser og lidenskaber. Deraf opstår sammenstød og kampe, hvori åndens og håndens våben hurtig bliver forbundsfæller på begge sider, og i disse kampe må nogle blive de stærkeste, d.v.s. få magten over de svagere. Derfor vil menneskers magt over mennesker findes og fortsættes, så længe mennesker er til - trods alle utopiske fantasidrømme.

Men et er magt, et andet magtens misbrug. Desværre viser menneskeslægtens historie - og her er sandhedskernen i Krapotkins ord - at det falder vanskeligt at holde de to begreber ude fra hinanden. Og ingen steder - det skulle da netop være i krigshistorien - viser denne begrebsforvirring sig tydeligere og stærkere end i den måde og ved alle midler, magthaverne gennem tiderne har benyttet til at håndhæve deres magt overfor de undergivne under udøvelsen at statens strafferet.

Et umiskendelig præg af grusomheder, af vild blodtørstig trang til at volde kvaler og lidelser af den groveste fysiske art kendetegner her de menneskelige samfund. Arten og omfanget kan skifte efter tid og sted - tendensen kan spores overalt gennem århundreder, ja årtusinder. Grusomhedens dæmon lever i menneskehjertet, hvor dybt en relegion og moral har søgt at mane den ned på dets bund og baste og binde den med alle forbandelsers syv segl. Når de store betydningstider går over menneskeheden, i en stor krig, under en ny relegion, nye politiske idealer, brister alle segl, og ånderne stiger frem, ukuet og ukuelige, tørstige efter blod mere end nogensinde, før menneskets gode magter spærrede dem inde. Og i samfundenes strafudøvelse, i den stadig førte, uophørlige krig mod samfundets fredsforstyrrere, forbryderne, har de haft som en autoriseret friplads, hvor de kunne øve deres spil, puste deres giftige, bloddunstende ånde hen over folkeslagene uden at disse endog havde nogen erkendelse af, at det var grusomhedens røster de lyttede til i deres sjæl.

Til side 2 >