Mandag 23/5 2022.

Den elektriske stol

Titel: Straffemidler gennem tiderne. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 10 af 11 < Tilbage

Den elektriske stol. Siden slutningen af forrige århundrede indførte man den elektriske stol i New York til aflivning af forbrydere. Fangen bliver spændt fast i stolen og en elektrisk strøm på et par tusind volt ledes igennem legemet. Bevidstløsheden indtræffer som regel øjeblikkelig, men selve muskelbevægelserne kan blive ved og selve døden kan godt lade vente indtil 5 minutter på sig. På tilskuerne skal synet af den kæmpende, men bundne krops dødskamp virke rædselsfuldt.

Men frihedsberøvelse blot som straf har vist sig ikke at være tilstrækkelig til dette formål. Forbrydernes hær er så broget, individualiteterne så forskellige, forbrydelsens årsager er så mangfoldige, at en nærmere differentiering bliver nødvendig, hvis kampen skal føres rationelt og målbevidst. De ganske unge forbrydere må opdrages, snarere end straffes, de noget ældre undervises og oplæres til samfundsnyttigt arbejde, de sindssyge må interneres, de åndssvage forsørges, de sjælelig abnorme underkastes lægevidenskablig behandling. De, hvis forbrydelser fremfor alt skyldes dovenskab og driveri, må sættes til arbejde så længe, til de har lært at tage sig sammen, de uforbederlige, de meget farlige og de uhjælpelig opsætsige må anbringes i sikringsanstalter, hvor de ingen fare betyder for samfundet, så længe deres tilstand overhovedet gør det nødvendigt - om fornødent på livstid.

Således værner staten sig nu mod forbrydelsen. Som den kloge læge, der ikke søger at helbrede alle sygdomme ved samme medicin, blot i større eller mindre doser, men undersøger sygdommen, konstaterer dens årsager og omfang og derefter bestemmer kurens art og varighed, således søger staten at bringe forbryderen under de forhold der beskytter mod hans angreb, samtidig med at han underkastes den behandling, som synes bedst skikket til at hindre nye forbrydelser.

Mod fortidens tilintegørelses- og amputationsprincip stiller nutiden sit bevarings- og helbredelsesprincip.

Heri ligger det umådelige fremskridt- heri består nutidens såkaldte humanitet overfor forbryderen. Men det er ikke blødsødenhedens, ligegladhedens og forkælelsens såkaldte "humanitet", der bærer nutidens straffesystem og straffemidler - det er overbevisningen om, at netop sådan gavnes samfundet og menneskeheden mest, netop, sådan opnåes det bedste værn mod det, der skal bekæmpes: forbrydelsen og forbrydertendenserne i samfundet.

I dette system har den menneskelige grusomhedstrang og -tørst ingen plads. Og næppe nogen vil af virkelig overbevisning med fuld bevidsthed søge at skaffe dem den plads tilbage, fra hvilken de lykkeligvis nu er fortrængt.

< Tilbage  Til side 11 >