Mandag 23/5 2022.

Straffelove i middelalderen

Titel: Straffemidler gennem tiderne. Kategori: Menneskelivet 1924. Side 4 af 11 < Tilbage

Som ikke-romersk borgere var beboerne underkastet den romerske statholders uindskrænkede magtbeføjelse, og han sparede ikke på tortur, pisk, korsfæstelse og andre grufulde dødsmåder, når omstændighederne gav ham anledning dertil. Her var da plads nok for alle grusomhedsinstinkters frie løb. Og at end ikke det klassiske Hellas har været blottet for slige følelser, fremgår bl.a. af et af Sofokles sørgespil, hvor selve Pallas Athene forgæves lægger et godt ord ind hos helten for en fangen fjende, som Ajax ville lade piske ihjel.

Som et med de grelleste farver malet passionsbillede virker middelalderens udøvelse af den offentlige straffemyndighed, ikke mindst i det gennem lange tider førende land, Tyskland, hvis herskere optrådte som efterfølgere af selve verdensherrene, de romerske Imperatorer. Mens den gamle germanske strafferet gennemgående - ligesom vor egen, der var en af dens udløbere - var human på samme måde og af samme grund som de græsk-romerske staters, og kun kendte straf af bøder og landsforvisning, opstod i middelalderen i de fremblomstrende byer efterhånden helt nye straffenormer, de såkaldte stadsretter, der bærer alle rovfuglenes attributter, næb og klør i et omfang, der næsten må synes grotesk.

Selvfølgelig var disse love - som alle straffelove - rettet mod magthavernes, altså borgerskabets, fjender: i de tider særlig de løse elementer, der fra landevejene stadig søgte at trænge ind i stædernes småtskårne, men for datidens forhold velordnede samfund - stoddere og omstrejfere, som de urolige tider havde avlet i tusindvis, hjempermitterede krigsfolk, løse fruentimmer, omstrejfende gøglere, hestessnidere, kvaksalvere og handelsfolk, der alle rekruteredes fra samfundets laveste lag, og som stedse var parat til enhver form for lovløshed, når blot lejlighed - og profit - gaves. Men ved siden deraf gjaldt det også om at holde justits indenfor selve bysamfundet, hvis trivsel nøje var knyttet til overholdelsen af de love og vedtægter, dette samfund selv havde skabt og krævede respekteret. Hertil hørte først og fremmest ærlighed og ordholdenhed i handel og vandel - derfor fandtes strænge straffe for al slags uærlighed, egentlig tyveri og bedrageri ikke mindre end rene småsnyderier, salg af undervægtig brød, kneb på mål, anvendelse af ureelle pengestykker og lignende. Også spekulationsforbrydelser som åger, opskruede priser for levnedsmidler, kornpugeri m.v. straffedes hårdt. Hertil kom straffelove for al slags opsætsighed mod den retmæssige øvrighed, hvem tidens mange stridbare og selvrådige bestanddele ofte bragte i meget udsatte situationer - Love for sømmelig optræden på gader og stræder - Love for torve- og markedsfred - Love mod luksus i klæder eller levemåde - Love mod læredrenges gesellers uvornheder og skarnstreger - Love for værtshuse og rejsende - Love for hellig og søgn, for kirkegang og altergang, for borgeren ude og borgeren hjemme, for hans kone og hans børn, kort sagt for hele borgersamfundets tilværelse, næringsdrift, liv og død, og vel at mærke love, som de dertil beskikkede organer krævede opfyldt, hvor minutiøse de end var, til punkt og prikke, i "alle deres ord og hele deres mening".

Det særlige ved disse detaillerede lovs- og lavstedstægter og deres opretholdelse gennem straffe, at middelalderens byliv er karaktiseret. Alt var lovbundet, og dog led alt og alle af en ubærdig trang til frihed, løssluppethed, livsglæde - ja tøjlesløshed. Deraf de mangfoldige lovovertrædelser og de utallige straffe. Disse bestod vel som hovedregel og for mindre forseelser i bøder, som den velsituerede borger let var i stand til at udrede, men overfor den fattige, der ikke kunne betale og derfor måtte "bøde på kroppen", og ved grovere forsyndelser, særlig snyderier i handel og vandel, begået også af byens borgere, forlangte "refærdigheden" sin offentlige soning og folket sin adspredelse.

< Tilbage  Til side 5 >