1. Straffemidler gennem tiderne
2. Samfundet og magthavere
3. Straffemetoder i Kina
4. Straffelove i middelalderen
5. Gabestokken Blokken og Træhesten
6. Firdeling og rædbrækning af den dømte
7. Torturmetoder
8. Konger og henrettelser
9. Forbryderen er ikke længere retsløs
10. Den elektriske stol
11. Retfærdighed og hævn
Firdeling og rædbrækning af den dømte
Den franske Kong Henrik IV's morder Ravaillac herettes ved firdeling i Paris 1610. - De 4 heste søger at trække delikventens legeme i stykker, mens bødlen med et sværd letter dem arbejdet, idet han delvis sønderhugger legemet.
Firdelingen bestod i sønderslidning ved hjælp af heste, 2 eller 4 der trak forbryderens legeme hver i sin retning. Radbrækning bestod i knusning af legemets knogler med en tung jernkølle eller hammer og fuldbyrdedes i 3 former: Radbrækning fra oven nedefter var den mildeste, idet ofret i virkeligheden dræbes allerede ved det første kølleslag. Radbrækning fra neden opefter var en forfærdelig straf, hvorved legemet efterhånden masedes ud til en uformelig, leddeløs klump, men den kunne atter enten formildes eller skærpes ved at anvendes med eller uden nådestød. I første fald dræbte bødlen delikventen ved kvælning efter radbrækning, men inden han flettedes på "Stejle og hjul" - hvilket altid var enden på radbrækningsstraffen. I sidste fald sørgede bødlen for under knusningen ikke at tilføje delikventen øjeblikkelig dræbende molest. Særlig brystkassens knusning fordrede i så henseende et særligt håndelag og megen øvelse - og det gyselige mishandlede legeme blev da levende flettet ind mellem egerne på et hjul, der var fastgjort vandret på en lang, opretstående stang - en operation, der naturligvis i sig selv var så kvalfuld at det trodser enhver beskrivelse. Selv i denne tilstand, knust og flettet på hjulet, kunne den ulykkelige leve. Paris's borgere androg således 1788 Magistraten om at en radbrækket og stejlet forbryder måtte få nådestødet, da hans skrig nu i to nætter havde hindret de omboende i at sove!
Men skønt således Karl V.s berømte straffekodeks ingenlunde led af blødsødenhed overfor forbryderne, så er den dog en forholdsvis human lov, sammenlignet med de middelalderlige stadslove, hvorom før er talt, og med de tillæg, halsretsloven i det 17. og 18. århundrede efterhånden forsynedes med, og som viser, at tiden endnu ikke havde været moden til selv så moderate fremskridt.
De straffelove, der karaktiserer disse århundreder, ikke blot i Tyskland, men så godt som i hele den civiliserede verden, præges ikke blot af arten af de lidelser, hvormed de fulgte forbryderen til døden, men endnu mere af ophobningen af de lidelser, hvormed den fremkaldtes - en stadig byden højere og højere op i lidelsesregisteret til tilfredsstillelse for et åbenbart efterhånden mere og mere blaseret publikum.
Den dødsdømte forbryder skulle jo alligevel dø - om det skete lidt før eller senere spillede ingen rolle - hvorfor da ikke tømme grusomhedens bæger til den sidste dråbe på hans bekostning ?
Derfor møder vi atter her hele den fra det gamle østerland velkendte række af lemlæstelser: Udriven af tunge, afhuggen af hænder og fødder, udstikken af øjne, knusning af kæbebenene, afskæren af bryster, udtrækning af tarme - anvendt ikke blot som straffe i og for sig for visse forbrydelser, men som tillæg, ouverture, til den dødsdømtes i forvejen så kvalfulde død. - Og ikke nok hermed: Torturi, middelalderens forfærdelige apparat til overbevisning af de sigtede om deres skyld ved gennem pinsler at tvinge dem til tilståelse. Torturen tages i brug endnu en gang overfor den dømte forbryder på selve skafottet , for at han kan gennemløbe hele lidelsesskalaens forfærdelige treenighed: tortur, lemlæstelse, død.
< Tilbage Til side 7 >