1. Straffemidler gennem tiderne
2. Samfundet og magthavere
3. Straffemetoder i Kina
4. Straffelove i middelalderen
5. Gabestokken Blokken og Træhesten
6. Firdeling og rædbrækning af den dømte
7. Torturmetoder
8. Konger og henrettelser
9. Forbryderen er ikke længere retsløs
10. Den elektriske stol
11. Retfærdighed og hævn
Konger og henrettelser
Henrettelse ved hængning under Verdenskrigen. Dersom man en almindelig gennemsnitsdag uventet overværede hængningen af et menneske, ville man aldrig glemme det. Anderledes var det i de krigshærgede lande under krigen, hvor tilskuerne til krigens rædsler hurtigt sløvedes. Man ser på billedet en Polak blive hængt, mistænkt for spioneri. Tilskuerne synes mere optaget af at se på fotografen end på den hængte.
Enda må erindres det relativt berettigede for middelalderens små, svage statssamfund i at kæmpe for deres eksistens, selv med hårde og til en vis grad voldsomme straffe, mod de farer, lovløshedens Ragnarok stedse truede dem med forløbere, som de var, for senere tiders store statsdannelser, der har betinget fremvæksten af nutidens europæisk-amerikanske kultur. Men hvem kan forsvare, at Henrik VII.s velbefæstede regeringsperiode fandt det nødvendigt i løbet af en menneskealder at lade 80.000 mennesker henrette, tildels under frygtelige pinsler, at Henrik IV'.s efterfølger lod hans drabsmand, Ravaillac, under udfoldelse af alle torturens mest raffinerede kunstgreb henrette ved sønderrivning af 4 vilde heste, der forspændt hans arme og ben sled legemet fra hinanden, og at endnu under Ludvig XV af Frankrig, Damiens i løbet af 4 timer blev pint til døde, blot for - ud fra åbentbart sindsyge motiver - at have tilføjet kongen et yderst ubetydeligt sår.
Vi er nu nået op til den franske revolution, af hvilken den nye tid og de nye synsmåder stammer. Skønt selv blodbestænkt standsede den i sine konsekvenser Europas frygtelige åreladninger på strafferettens område.
Lad os blot forinden vi kortelig skildrer nutidens opfattelse af straffen og dens midler, i forbigående nævne, at vort eget land - heldigvis - stedse har stået langt tilbage i konkurrencen med vore sydlige og vestlige naboer, når det drejer sig om grusomhed og hævn overfor forbryderne - selv om Christian II lod sin rådgiver Didrik Slagheck, ophavsmanden til det stockholmske blodbad, radbrække på Gammeltorv, og Christian IV overgav hundreder af "hekse" til flammedødens rædsler - ja selv om en kgl. forordning, så sent som i 1767, hjemler kagstrygning og brændemærken, samt livsvarigt arbejde i jern for visse mordere, der åbenbart kun har været sindsyge melankolikere.
Selv i denne sidste forordning viser morgenrøden af en ny tid sig, det er fængselsstraffen, ikke legemsstraffen, der udgør pønitensens kerne. Og i løbet af det følgende århundrede er det her nedlagte korn også hos os vokset op til det træ, der nu som straffesystem behersker hele den civiliserede verden.
Forbryderen betragtes ikke på samme måde som før, de svundne tiders ånd er død, en ny er opstået - så totalt anderledes i tænkemåde og principper, at vi knap forstår fortiden og næppe tør håbe, at fortiden ville forstå os. Derfor er også behandlingen af forbryderen bleven en ganske anden end før.
< Tilbage Til side 9 >