Lørdag 24/10 2020.

Træarter - rødgran og bjergfyr

Titel: Hedeplantningen. Kategori: Naturen 1926. Side 10 af 12 < Tilbage

Bakket hede ved Randbøl. Bakket hede (gammel skovgrund) i nærheden af Randbøl.

I tidens løb er som foran omtalt talrige forskellige træarter, såvel løvtræer som nåletræer, blevet prøvet på heden, men hidtil har kun to arter vist sig at være nogenlunde udviklingsdygtige under de særegne og trods al jordbearbejdning og træpleje meget vanskelige kår. Disse to arter er rødgran og bjergfyr, og for rødgranens vedkommende er det endda mange steder kun takket være bjergfyrrens hjælp, at den har formået at vinde frem.

Det plantenæringsstof, hvorpå det først og fremmest skorter i heden, er kvælstoffet, der af planterne i almidelighed optages gennem rødderne i form af letopløselige, salpetersure salte. Når bjergfyrren formår at trives så nogenlunde selv på det kvælstoffattige sand, skyldes det imidlertid efter al sandsynlighed, at denne træart formår at dække sit kvælstofbehov på en anden måde end den sædvanlige. Hvorledes og ad hvilke veje dette foregår, har det endnu ikke trods omhyggelige videnskabelige undersøgelser være muligt at klarlægge, en fastslået kendsgerning er det imidlertid, at bjergfyrren så godt som aldrig lider af "kvælstofhunger" og at den ydermere er i stand til ved sit nålefald og sine henrådnende rødder at forsyne planter i sin umiddelbare nærhed med den fornødne kvælstofnæring.

Det er ud fra denne erfaring, at man nu om stunder ved tilplantning af hedearealer så godt som altid anvender en blanding af rødgran og bjergfyr. Med sin krafttigere og buskede vækst når bjergfyrren ret hurtigt at dække jorden mellem planterne, så at den langvarige, kostbare jordbearbejdning mellem planterækkerne kan undlades, og samtidig forsyner den - rimeligvis - rødgranen med en værdifuld kvælstofnæring.

I blandingskulturerne må der imidlertid stadig holdes et skarpt øje med de kraftigt voksende bjergfyr, at de ikke overvokser og kvæler rødgranerne. Gradvis efterhånden som rødgranerne selv kan udnytte mere og mere af pladsen og selv beskytte jordbunden under sig, må bjergfyrrene hugges bort. Her at træffe netop det rette er imidlertid grumme vanskeligt, hugger man for tidligt eller for kraftigt, går granernes vækst let helt i stå, hugger man for sent eller for lidt, lider granerne let skade på deres livskraft.

< Tilbage  Til side 11 >