1. Det store jordskælv i Japan
2. Jordskælvet i Yokohama
3. Christian Seemann beretter om jordskælvet
4. En kejserlig jordskælvs- undersøgelseskomite
5. Seismografernes målinger i Tokyo
6. I Tokyo rasede ilden
6.1 Se kort over jordskælvsområderne
7. Jordskælvet på øen Hatsushima
8. Bygningskonstruk-tioner og jordskælv
9. Jordskælv i Danmark
Christian Seemann beretter om jordskælvet
Bygninger med stålskelet, bygninger opført af jernbeton og solidt byggede murstenshuse klarede sig nogenlunde i Tokyo under jordskælvet, mens huse, der ikke var solidt opført, og træbygninger styrtede sammen.
En dansk chef for et amerikansk firma, Christian Seemann beretter: Lørdag d. 1. september fem minutter i tolv stod jeg inde i International Banking Corporation i Yokohama. To minutter før tolv hørte jeg pludselig en besynderlig lyd bag ved og oven over mig, jeg tror, at det tog mig et sekund at dreje mig rundt og gøre mig klart, at det var et jordskælv. Jeg så, at en af loftpillerne opførte sig på en usædvanlig måde og forstod, at det gjaldt om at handle hurtigt.
Nu er det blevet sagt mange gange, at under et jordskælv skal man blive stående i en døråbning, og det varede ikke tre sekunder, før jeg stod i den store indgangsport til gaden. Støjen rundt om mig steg stadig i styrke. Jeg så bankens direktør fare forbi mig ud på gaden. Et øjeblik tænkte jeg på at holde ham tilbage, jeg råbte hans navn, men larmen overdøvede mig, - og jeg følte mig overbevist om, at han var døden vis.
Jorden skælvede nu i lange vandrette rystelser, værre end noget, jeg nogen sinde før havde oplevet, alt muligt styrtede til jorden omkring mig. Jeg sagde til mig selv: Det er galt fat, det er meget galt fat, men porten er solid. Imidlertid, da der var gået en femten, seksten sekunder, begyndte også den at vakle. Jeg klyngede mig til et stort messinghåndtag i portens venstre fløj og mærkede, at portens piller rokkede, som om de hang på et hængsel et sted nede ved jorden. Et øjeblik tænkte jeg: Dette er værre, end jeg havde troet. Nu skal jeg dø! Og jeg sendte en sørgmodig tanke til mine kære. Men der var ikke megen tid til den slags tanker, og da jeg forstod, at nu var de svære blokke over porten ved at falde, pressede jeg mig lynsnart ned i portens venstre hjørne. Nu bragede sten mod sten ned der, hvor mit hoved for et øjeblik siden havde befundet sig, søjlen knækkede og faldt, og jeg befandt mig i et mørkt hul med øjne, næse og lunger fyldt med kalkstøv.
Ganske langsomt tog nu larmen af og døde efterhånden bort. Fra tid til anden hørtes endnu et skred i ruinhoben og hjerteskærende skrig fra de sårede, der lå begravet under dyngerne.
Efter nogle sekunders forløb opdagede jeg en lysning mellem blokkene, og det lykkedes mig at krybe ud fra mit skjul, lykkelig ved at undgå den frygtelige skæbne at brænde levende. Jeg stødte nu på et hårdt såret menneske, så sort, at jeg først troede, at det var en neger. Det var bankens direktør, som var løbet forbi mig, ud på gaden. Der begyndte nu et hastigt redningsarbejde. Sammen med nogle japanere løftede jeg stenblokke og bjælker op for at redde dem, der lå i dyngernes udkant. Men så måtte jeg videre.
< Tilbage Til side 4 >