1. Liv på Mars - Er kun Jorden beboet ?
2. Mars og dens poler
3. Planter og dyreliv på Mars
4. Klimaet på Mars - Betingelser for liv
5. Størrelsesforholdet mellem Jorden og Mars
6. Verdens største kikkert på Mount Wilson Observatoriet
Verdens største kikkert på Mount Wilson Observatoriet
Denne kæmpekikkert er den største i verden. Den findes på Mount Wilson Observatoriet i Californien. Obsevatoriet blev bygget i 1905 og ligger 1800 meter over havoverfladen. Kæmpekikkerten er en spejlkikkert, den er 3,05 meter i diameter og 13,11 meter lang. Spejlet er 2,54 meter i diameter.
Men Solen, hvis stråler også finder vej til saltsumpene på Mars, får deres is til at fordampe, for atter at udfolde sig ved polernes hvide kalotter. Derfor veksler de mørke tegninger på klodens midte og de lyse pletter ved dens poler med årets vekslen.
Skyggerne, der kommer og går over Mars' gule flade er ikke skove, der løves og visner, det er ikke genskær af liv, kun døde fænomener, krystaller, der dannes og opløses igen, salt, der smelter og fryser i en øde ørken.
Og alligevel kunne der måske være liv på Mars. Der fortælles om en fyrste i et fjernt land nede ved Ækvator, som kun kendte vandet i dets almindelige flydende tilstandsform, at han ikke ville tro det, vi ved så godt, at is og vand er samme stof. - Vi har det måske på samme måde med hensyn til livet. Vi kender kun den tilstandsform, hvori det risler og bølger her på vor jord. Om andre kloder kender andre former for liv, ved vi ikke.
Temperaturen kan gøre vand til is eller luftformige dampe, og dog er de begge blot vand. Andre kloders temperatur kan måske fostre andet liv end, vi kender, men indtil nogen viser os det, må vi som hin fyrste tvivle om dets eksistens. Før isen smelter, kan den ikke blive til vand for os.
Op eller ned.
I forbindelse med ovenstående artikel bør man gøres opmærksom på den kendsgerning, at der ude i verdensrummet absolut ikke er noget, der kan komme ind under almindelige begreber om, hvad der er op eller ned. For os, der bor på jordklodens "øverste" del, falder det naturligt at se en globus fastgjort således på sin stander, at vi vender opad. Os ville det utvivlsomt støde, om man ophængte en jordglobus således, at vi vendte nedad. Om det er vanskelig for skolebørnene, der lever på det, vi kalder den sydlige halvkugle, at de altså altid må tænke på sig selv i verdensrummet som gående med benene opad, skal vi ikke udtale os om, men måske folk "dernede" har vænnet sig dertil. - Men et står fast, at skulle man f.eks. til en verdensudstilling lave en model af verdensrummet, så ville det kunne afstedkomme de mest fortvivlede diskussioner om, hvordan modellen skulle opstilles. Man kunne opstille den på hovedet, på højkant, skævt til højre eller venstre, og den ene opstilling ville være absolut lige så korrekt som den anden.
Relateret artikel: Fra arbejder til astronom - Bruno H. Bürgel
< Tilbage