Lørdag 21/5 2022.

Mars og dens poler

Titel: Liv på Mars - Er kun Jorden beboet ? Kategori: Naturen 1924. Side 2 af 6 < Tilbage

To billeder af mars. Billedet viser Mars's udseende i henholdsvis 1909 og 1922. Billederne er tegnet omvendt, således som man ser dem i en astronomisk kikkert. Den hvide plet foroven på billedet til venstre er derfor planetens sydpol, og på billedet til højre ser man forneden dens nordpol. Disse hvide pletter skyldes ophobninger af sne og is, ganske som ved Jordens poler.

Og dog er der intet af himmellegemerne, næst efter Solen og Månen, der har været så meget på tale. Hvor mange er der ikke, som har haft lejlighed til at undersøge den nærmere i sommeren 1924, og som er blevet skuffet. Kikkerten synes dårlig i stand til at give flere oplysninger end vores blotte øjne. Selv med over hundrede ganges forstørelse synes Mars kun som en lille guldmønt, holdt i flere meters afstand: En lille guldtikrone, der ikke en gang lægges i vor hånd til undersøgelse. Så fjern er den, og så uklart et billedet af den, at vi dårligt kunne afgøre, hvilken nation den tilhørte, hvis det var en mønt, det udviskede billede på dens overflade ville ikke sætte os i stand til at bestemme den.

Med tre hundrede ganges forstørelse ser vi Mars for os som en slidt guldmønt, tegningerne på dens flade virker kun som skygger af noget, der måske engang har været. Billedet svirer for vort blik, atmosfærens tåger lader det svinde og komme, der undes os ikke tid til rolig iagttagelse, kun et enkelt glimt nu og da, og i det må vi opfatte, hvad vi formår. Astronomens arbejde er ikke så let, som man tror. Han må kæmpe med skyerne, for at nå sit mål. Han skal bringe klarhed i himmelrummets hemmeligheder trods atmosfærens tåger.

Hvor vi andre kun ser en lille gulblank skive, opdager hans trænede blik, poler og have, kanaler og ørkener. På et område, der forekommer os af størelse som en af vore mindste mønter, skal han skelne bjerge og søer. Hvor naturligt er det så ikke, at man ned igennem tiderne har grebet til det middel at lade fantasien klare spørgsmålene.

Hvor lidt man kan se på Mars, forstår vi bedst ved at sammenligne med, hvad vi kender af selvsyn fra Månen, vor jords nærmeste kammerat i himmelrummets vrimmel. Set med en forstørrelse, som får Mars til at vise sig som en lille skive, ville Månen dække det halve af himlen. Ved tre hundrede ganges forstørelse ville dens rand forneden røre horisonten, og dens skive skyde sig langt op over vore hoveder. Vi måtte bøje os bag over for at se den hele på en gang. Men Mars bliver kun en lille mønt ved samme forstørrelse. Den er ganske vist også kun som et punkt for det blotte øje, men Månen er heller ikke stort mere. Det er kun vor indbildning, der gør den større. Prøv at spørge andre om, hvor stor de mener den er. En vil påstå son en tallerken, en anden vil måske nøjes med at sammenligne den med en appelsin, men flere har set den stor som et skjold dukke op af horisonten. Kun få tænker på at dens skive i virkeligheden er så lille, at den ved fuldmåne kan ses gennem hullet i en femogtyveøre, selv når denne holdes ud i strakt arm.

Men i den stærke kikkert bliver den så stor, at den dækker den halve himmel. Vi kender dens runde kraterbjerge og dens sletter, vi ved at den er et øde land, en død klode.

Men Mars der med samme forstørrelse kun bliver som en tiøre, ligger ikke sådan åben for vor blik. Dens ringe størrelse og vor jords atmosfære sætter en grænse for vor viden. Det er atmosfæren som har været den mest irriterende hindring.

< Tilbage  Til side 3 >