Lørdag 21/5 2022.

At påvise tilstedeværelsen af røntgenstrålerne

Titel: Røntgenstråler. Kategori: Naturen 1925. Side 4 af 8 < Tilbage

Brækket fodrodsknogle. Røntgenbillede af en fod og nederste del af benet. Skinnebenet og lægbenet er brækket lige over ankelleddet.

Hvordan kan man nu påvise tilstedeværelsen af røntgenstrålerne ?

Der er to metoder. for det første påvirkes den fotografiske plade. Og det mærkelige er, at man får den påvirkning af pladens lysfølsomme hinde, selv om den er indpakket i sort og rødt papir, som den udgår fra fabrikken. holder man en sådan pakke i nærheden af røntgenrøret og derpå fremkalder pladen, får man et "billede", som om den havde været udsat for direkte dagslys. Røntgenstrålerne går altså lige igennem papiret.

Havde pladen ligget i en trækassette, var resultatet blevet det samme. Men anvender vi en solid metalkasette, udebliver virkningen. Her har metallet altså standset strålerne.

Nu må man jo huske, at en sådan standsning ikke er absolut.

Vi kan meget vel få lysstråler til at passere gennem et lag vand. Men lader man tykkelsen af vandlaget stige til mange meter, når man en grænse, hvor lysets gennemtrængningsevne ikke længere slår til. Således er der på de store havdybder altid bælgmørkt.

På samme måde går det med røntgenstrålerne. Tænker vi os, at vi kunne gøre trævæggen i den kassette, der beskytter vores fotografiske plade, mange meter tyk, ville strålerne efterhånden standses, og virkningen udeblive. På den anden side kan vi ved at gå den modsatte vej, gøre det skærmende lag meget tyndt, få strålerne til at passere selv gennem metalkassetten.

Følgen heraf bliver altså, at vi med skærme af den ene eller anden kemiske beskaffenhed formår at hæmme de røntgenske stråler, og eftersom tykkelsen gøres større eller mindre, kan vi standse dem helt eller delvis.

De stoffer, der således udøver en modstand mod røntgenstrålernes gennemtrængen, er i hovedsagen metallerne og salte af bly, calcium, vismut og barium.

Den anden metode beror på det fænomen, vi før berørte, da vi konstaterede, at glasset i røntgenrøret giver sig til at lyse med et grønligt skær, når det bliver bombarderet med elektroner fra katoden: "Fluorescens-fænomenet".

Der findes et kemisk stof, der hedder Bariumplatincyanur, og som har den egenskab, at det udsender et "koldt", hvidligt lys, når det træffer røntgenstrålerne. Holder vi en skærm bemalet med dette stof hen i nærheden af røntgenrøret, vil den vise en hvid lysende flade. Anbringer man så en metalgenstand mellem skærmen og røret, vil der fremkomme et fuldstændigt skyggebillede, thi metallet har standset strålerne, og skærmen lyser kun på de steder, der bestråles.

Det er klart, at når man i stedet for at holde en metalgenstand op foran røret for eksempel holder sin hånd, vil skyggebilledet på skærmen vise håndens skelet. Knoglerne består nemlig hovedsageligt af calciumsalte - 90% fosforsur kalk og 10% kulsur kalk - og vil derfor standse røntgenstrålerne.

Vi vil se lidt nærmere på de tekniske detaljer ved en røntgeninstallation. For få år tilbage var den almindelige metode til at fremstille højspændt strøm for røntgenrøret den, at man havde et induktorapparat - en slags stor ruhmkorffsk rulle - i hvis primære kredsløb man afbrød strømmen mange gange i sekundet ved hjælp af en roterende kviksølvafbryder eller en elektrolyseafbryder. Denne højspændte vekselstrøm gav midlertidig en pulserende spænding, der igen havde til følge, at den røntgenstråling, røret udsendte, blev meget uensartet.

< Tilbage  Til side 5 >