Mandag 23/5 2022.

Scirocco, Bora og Mistralen

Titel: Vind og vove. Kategori: Naturen 1924. Side 5 af 12 < Tilbage

Ocean-damper i storm. En damper møder den høje sø.

De følgende lokale storme har udpræget bygeagtig karakter. Årsagen til disse storme er også her kampen mellem varm, fugtig luft i de nederste luftlag og et koldt, tørt luftlag højere oppe.

I det nordlige Adriaterhav træffer vi Bora, der er en tør, ofte bidende kold vind, der blæser mellem nord og øst med orkanagtig styrke. Den kan begynde ganske pludselig og hurtig udvikle fuld stormstyrke, særlig under den dalmatiske kyst. Hyppigst optræder den i vinterhalvåret, men kan også findes i maj. Om vinteren kan den blæse i ugevis, men ikke hver vinter optræder den lige hyppigt. Til alle årstider følger der gerne klart og koldt vejr efter en Bora med svage indtil friske vinde fra nordvest. Efter en særlig stærk Bora kan man gøre regning på roligt vejr i nogen tid.

Lignende faldvinde forekommer iøvrigt ved alle stejle kyster, hvor et koldt bagland falder af mod et varmt hav, f.eks. langs nordøstkysten af det sorte hav ved Novorossisk, i Lyon-Bugten og i bugten ved Genova, hvor denne faldvind kaldes Mistral.

Mistral findes fra Ebromundingen til Lyon-Bugten, og har alle Bora'ens egenskaber. Disse nordveststorme blæser stærkest i november og december og findes hyppigst i februar og marts. Kendetegnet er en tiltagende uklar luft, der efterhånden dækker hele himlen med et ensformigt, gråt skylag, både barometer og termometer står højt. Er barometret derimod lavt med nordvestlig vind og himlen overtrukket med stærke regn- eller snebyger, er det ikke Mistral, men en storm fra det atlantiske ocean. Begynder Mistralen ganske svag og efterhånden friskere, varer den i reglen nogle dage, men kommer den pludselig, er den vel langt hæftigere, men varer også kun i kort tid.

Den egentlige Scirocco findes i den vestlige del af Middelhavet. Det er en hed, tør vind fra syd til sydøst, der optræder til alle årstider og kommer fra Saharas højtryksegne. I Algier og Marokko har man iagttaget temperaturer på mellem 40-500 celcius. Varigheden kan være nogle timer, men også 2 á 3 dage, og vinden fører ofte en mængde ørkenstøv med sig, der helt kan formørke luften og lægge sig som et lag på skibsdækket. Langs kysten af Afrika findes hyppigt luftspejlinger, skypumper og svære byger.

Også i den østlige del af Middelhavet kan Scirocco optræde som en varm og stormende vind.

< Tilbage  Til side 6 >